Regeringsreform rammer optag på it-uddannelserne

Årets optagelsestal viser for første gang den samlede effekt af regeringens seneste uddannelsesreform. Færre unge er i år blevet optaget på it-uddannelserne.

Husk dette tal: 20.400

Det var ikke uventet, for flere it-uddannelser har på forhånd meldt ud om nedskæringer på helt op til 25 pct. som følge af regeringens seneste uddannelsesreform. Nu viser optagelsestallene, at den samlede effekt af den såkaldte sektordimensionering betyder, at 247 færre unge er optaget på it-uddannelserne, hvilket svarer til et fald på 4 pct.

Mette Lundberg

Det skaber ærgrelse i IT-Branchen. ”Færre it-uddannede går stik imod behovene på arbejdsmarkedet og den politiske ambition om, at Danmark og EU skal opbygge større tech-kapacitet og styrke sin digitale suverænitet og cybersikkerhed, siger Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen og fortsætter: ”Hvordan skal vi med færre og kortere it-uddannelser kunne tage konkurrencen på super avanceret teknologi op med USA og Kina?”

Draghi-rapporten skabte i efteråret stor polisk fokus på, at Europa mister konkurrenceevne og at vi har behov for at ruste op for ikke at tabe tech-kapløbet. Siden har den usikre geopolitiske situation sat fokus på behovet for at øge sikkerheden omkring vores digitale infrastruktur væsentligt, ligesom regeringen nu er stærkt optaget af at sikre, at vi har tilstrækkelig digital suverænitet. Alt sammen noget der kræver flere af de helt rigtige it-specialister.

”Her forfejler regeringen målet med reformen om at uddanne til fremtiden. Vi skruer ned, hvor vi burde skrue helt op. Det er skadeligt for vores konkurrenceevne, men også for vores fremtidige sikkerhed”, udtaler Mette Lundberg.

Med reformen var det regeringens mål at tiltrække flere unge til især velfærdsuddannelserne ved at beskære og lægge låg på optaget på andre. Men tal fra Finansministeriet viser, at der om 10 år faktisk vil være en overkapacitet af pædagoger, lærere og sygeplejersker. Samtidigt viser adskillige fremskrivninger, at den nuværende mangel på it-folk vil vokse og at vi vil opleve et stigende behov for digitale kompetencer.

For IT-Branchen er et lyspunkt dog, at faldet i optag sker på de it-uddannelser, der har været berørt af ledighed, mens optagelsen opretholdes på de uddannelser, der har høj beskæftigelse.

”Men vi misser stadig muligheden for at skrue op for de it-uddannelser, hvor der både er ansøgere og fuld beskæftigelse,” siger Mette Lundberg med henvisning til, at der trods en stigning på 4 pct. i ansøgere til de ikke-ledighedsdimensionerede uddannelser ikke er optaget flere her.

  • Sidste år faldt optaget med 1 pct. sammenlignet med optaget i 2023
  • I 2040 vil Danmark mangle 20.400 STEM-uddannede, jf. IDAs seneste analyse
  • Der vil opstå 170 millioner nye job fra 2025 til 2030, heraf er 9 ud af 10 it-job, jf. World Economic Forums Future of Jobs rapport
  • Allerede i dag er der stor mangel på it-uddannede. Mere end hver tredje af de danske it-virksomheder opgiver at besætte ledige stillinger, jf. IT-Branchens IT-Barometer
  • Se flere nøgletal på IT-Branchens talunivers

Kønsfordelingen står næsten stille

Mens der har været meget tale om behovet for mere diversitet i it-branchen, viser årets optag, at det stadig langt fra er lykkedes at få markant flere kvinder ind på it-uddannelserne.

I 2025 er andelen af kvinder blandt de optagne kun steget til 33,4 pct. – en svag stigning fra de 31,2 pct. i 2024.

”Kønsbalancen står næsten stille. Det er frustrerende, for vi har i årevis talt om behovet for at få flere kvinder ind i it. Når vi ikke lykkes med det, mister vi ikke bare vigtig diversitet, men vi går også glip af et kæmpe rekrutteringspotentiale,” siger Mette Lundberg.

Den vedvarende skævhed betyder, at cirka to ud af tre it-studerende stadig er mænd, og udviklingen står i stampe i fem år. Hvis Danmark skal dække det stigende behov for digitale kompetencer, kræver det, at langt flere kvinder vælger it, og at vi formår at fjerne de barrierer, der stadig holder dem tilbage.

”Vi kommer ingen vegne, hvis vi bliver ved med kun at udnytte den ene halvdel af den danske talentmasse. Vi har brug for et opgør med de strukturer, der fastholder skævheden, når kvinder skal vælge uddannelse,” afslutter Mette Lundberg.

Hvis vi for alvor vil ændre på den skæve kønsbalance, kræver det en langsigtet og målrettet indsats.

Ét vigtigt skridt er at gøre teknologiforståelse til et obligatorisk fag i folkeskolen, i stedet for i dag, hvor det blot er et valgfag. Vi skal sikre, at alle børn, uanset køn, får mulighed for at udvikle teknologisk selvtillid og nysgerrighed, før de møder de stereotype forventninger, der i dag får mange piger til at fravælge it.

Erfaringer fra fx Coding Class-forløbene, som IT-Branchen har været med til at udvikle, viser, at det virker. Når piger i 6.-7. klasse får lov at arbejde kreativt med teknologi og kode i praksis, bliver mange af dem både overraskede og begejstrede over deres egne evner og derfor får de mod på mere.

Derudover har kampagner med kvindelige rollemodeller, som vi blandet har set på IT-Universitetet i København, vist sig som et effektivt greb til at nedbryde forestillingen om, at it kun er for drenge.

Vil du læse mere?

Computerworld skriver: “Antallet af nye it-studerende falder: It-branchen er dybt bekymret over regeringens planer

IT-Watch skriver: “Færre unge optaget på it-uddannelserne” og “Kun hver tredje nye it-studerende er kvinde

Version2 skriver: “Færre bliver optaget på ingeniør- og it-uddannelserne: »Vi skruer ned, hvor vi burde skrue helt op«

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *