52% af it-virksomhederne oplever, at betalingsfristerne fra deres kunder i erhvervslivet overskrides pga. coronakrisen. Det viser nye tal fra Dansk Erhverv, der har spurgt deres medlemmer om effekten af coronakrisen.
”Coronakrisen er blevet så alvorlig, at over halvdelen af it-leverandørerne nu oplever, at betalingsfristerne fra deres kunder overskrides. Dermed får leverandørerne ikke længere penge til at betale for hverken lønninger og innovation, hvilket går ud over arbejdspladser og vækst i Danmark,” siger Betina Hagerup, direktør i Dansk Erhverv.
En konkurstsunami kan være på vej
I forvejen melder 21% af it-virksomhederne, at de ikke har likviditet til at fortsætte i mere end to måneder. De manglende betalinger kan derfor betyde dødsstødet for en stor del af den danske it-branche, der repræsenterer over 94.000 ansatte.
”Det er et stort problem, at kunderne er begyndt at udsætte betalingerne til deres leverandører, da mere end hver femte ikke har likviditet til at overleve i mere end to måneder. Vi risikerer simpelthen at blive ramt af en sand konkurstsunami, hvis vi regningerne ikke snart bliver betalt,” siger Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.
Også det offentlige har udsat deres betalinger. Her oplever 18% af it-leverandørerne, at betalingsfristerne fra det offentlige overskrides.
”Det er en tabt mulighed for at skabe lidt stabilitet for erhvervslivet, når offentlige regninger til virksomhederne ikke bliver betalt hurtigst muligt, som det ellers blev aftalt i marts i krisens begyndelse. Der er behov for at få betalt regninger så hurtigt som muligt i alle brancher, også i it-branchen, viser vores seneste medlemsundersøgelse af bl.a. presset på likviditeten,” udtaler Betina Hagerup.
Udsatte betalinger må ikke blive ubetalte regninger
”Vi har fuld forståelse for, at mange virksomheder udfordres på indtjeningen pga. coronakrisen, og derfor bliver nødt til at genforhandle f.eks. betalingsfrister. Vi skal bare passe på, at krisen ikke ender med, at nogen bare løber fra regningen. For det vil gå ud over rigtigt mange danske virksomheder og arbejdspladser,” udtaler Natasha Friis Saxberg.
”Det er vigtigt, at både virksomheder, det offentlige og politikerne gør deres yderste for at Danmark så hurtigt som muligt kommer tilbage til normalen. Ellers ender vi i en recession, der i styrke kan overgå den, der satte stort set hele Europa i stå i 1920’erne,” fortæller Betina Hagerup.
”Det er altafgørende, at både virksomheder og det offentlige ikke bare gør alt, hvad de kan, for at betale regningerne til tiden, men også at de fortsætter med at digitalisere deres forretning. Vi har måske ikke mere end seks måneder til næste coronakrise, så det er nu, man skal investere, hvis man skal være klar til næste bølge,” slutter Natasha Friis Saxberg.