Et af de første tiltag fra den nytiltrådte præsident Donald Trump var at afskedige alle statslige medarbejdere, der arbejdede med at fremme Diversity, Equity og Inclusion (DEI). Det har nu fået flere store amerikanske virksomheder til også at droppe deres mangfoldighedsmål.
Men signalerer de nye amerikanske vinde et dødsstød til diversitet? Og er det en tendens, der kommer til at brede sig som ringe i vandet også uden for USA? Eller varsler det et behov for at tale om diversitet på en ny måde?
Vil de amerikanske tilstande også brede sig til Danmark og danske virksomheder?
Ikke hvis det står til de to topchefer Lars Fruergaard Jørgensen fra Novo Nordisk og Vincent Clerc fra Mærsk. Begge virksomhedsledere har i en artikel i Berlingske slået fast, at diversitet og inklusion stadig står højt på deres dagsorden – og at det ikke kommer til at ændre sig.
Deres grundsyn er, at virksomheder bliver stærke af forskellighed, og at netop dét skaber fundamentet for deres innovation og konkurrencekraft. Faktisk er deres vurdering, at diversitet blandt medarbejdere gør dem bedre rustet til fremtiden i forhold til andre virksomheder, som ikke har den samme mangfoldighed.
Diversitet starter i toppen – og her mangler danske it-virksomheder diversitet
Diversitet kræver fokuseret prioritering og handling. Og det starter fra toppen – i direktionen og bestyrelseslokalet, hvor kulturen italesættes og spredes ud i hele organisationen. Som tilfældet er i Novo Nordisk og Mærsk.
Men ser vi på tallene, er diversitet særligt en mangelvare, når det kommer til andelen af kvinder i de danske direktioner og bestyrelser. Og særligt slemt står det til, når vi zoomer ind på it-sektoren.
Danmarks Statistik har netop offentliggjort tallene for antallet af kvinder i de danske direktioner og bestyrelser (2023-tal). Her kan man læse, at 10 % af direktørerne og 15 % af bestyrelsesmedlemmerne i de danske it-virksomheder er kvinder. I erhvervslivet generelt er tallet henholdsvis 16 % og 21%.
Mens vi ser en lille stigning i andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer, står udviklingen i antallet af kvindelige direktører helt i stampe.
Og det ærgrer Line Sinding Skött, direktør for offentlig sektor i Microsoft Danmark og forperson for IT-Branchens Policy Board for Kvindelige Ledere i it:

”It-branchen er et virkeligt attraktivt sted at arbejde, men det er der desværre alt for få, der ved. Det betyder at vi går glip af en masse talent og en mangfoldighed i den måde, vi udvikler og arbejder med teknologi på. Både når det kommer til medarbejdere, og helt slemt står det til, når vi ser på sammensætningen i topledelserne i it-virksomheder.”
Sammenligner man it-branchens andel af kvindelige direktører med andre brancher, indtager branchen en bundplacering sammen med bl.a. transport samt bygge og anlæg.
Flere skal aktivt tage stilling til arbejdet med diversitet
”Skal vi for alvor rykke ved diversiteten inden for it og tiltrække en bredere palette af talenter, så skal vi have mange flere engageret i debatten, både i forhold til kønsbalancen, men også i forhold til alder, etnicitet, neurodiversitet, handicap mv. Vi har alle en opgave i at bidrage til at skabe forandringer og arbejdspladser, som alle trives på. Og ja, det er da mere besværligt og tidskrævende at nå frem til beslutninger, når alle ikke ligner én selv, men ensartethed giver bare ikke mening i forhold til at skabe bedre forretning og innovation”, siger Line Sinding Skött.
Arbejdet med diversitet, retfærdighed og inklusion (DEI) er tiltænkt til at adressere helt grundlæggende systemiske uligheder på arbejdspladsen ved at have fokus på bl.a.:
- Diversitet: Sikre fair rekruttering, hvor den bedste kandidat vælges, og hvor talenter fastholdes.
- Equity (Retfærdighed): Gøre karriere- og lønudvikling retfærdig og bekæmpe bias, nepotisme og chikane.
- Inklusion: Skabe en arbejdskultur, hvor alle føler sig respekteret og hørt, og hvor samarbejde vægtes over diskrimination.
Sådan kommer du i gang med diversitet og inklusion
Bliv inspireret til handling og lær af alle dem, der gør en forskel. Både i forhold til kønsdiversitet, neurodiversitet, ledelse af mangfoldige teams og meget mere.
Deltag også i debatten på IT-Branchens store diversitetsevent på Statens Museum for Kunst d. 29. april 2025 med titlen: ”Is diversity & inclusion dead?”. Det er gratis at deltage, men kræver tilmelding.