Er Danmark i gang med at vinde kvantekapløbet?

Kvanterevolutionen er startet, og på mange områder går det godt for det danske kvantemiljø. Men konkurrencen er hård, så hvordan sikrer vi vores position i fronten? Det spørgsmål ville Danish Quantum Community og IT-Branchen besvare i torsdags på en stor konference på Christiansborg.

”En vidundermaskine, der vil få nutidens computere til at ligne kuglerammer”. Sådan er kvantecomputeren tidligere beskrevet. Og kvanteteknologi er helt umulig at komme udenom, hvis vi skal løse verdens problemer med eksempelvis bæredygtighed, cybersikkerhed og digital infrastruktur.

Derfor er det også glædeligt, at Danmark i lang tid har været i front på kvanteudviklingen, især på grund af dygtige forskere, der har løftet arven fra Niels Bohr og H.C Ørsted.

Men Denmarks førerposition på kvantefeltet er truet. Resten af verden, og særligt USA, Kina, Storbritannien og Holland ser også potentialet i kvanteteknologi og investerer massivt i feltet. Alene på fem år er USA’s investeringer sprunget fra 25 mio. kr. i 2015 til hele 1,9 mia. kr. i 2020.

IT-Branchen og Danish Quantum Community havde derfor samlet en lang række ministerier og styrelser, universiteter, virksomheder, start-ups, organisationer og mange flere til konferencen Hvordan vinder Danmark kvantekapløbet?, hvor Ulla Tørnæs, forskningsordfører og tidligere minister fra Venstre, var vært.

Sådan beholder Danmark førstepladsen

Oplægsholderne på konferencen var enige om, at først og fremmest skal Danmark have en overordnet national kvantestrategi, der skal positionere Danmark som nummer 1 globalt. Strategien skal lægge retningen for investeringer, samarbejde og kvanteforskning, der sikrer, at vi er forrest i kapløbet.

Politisk var der opbakning til arbejdet med en ny kvantestrategi fra både Ulla Tørnæs og Ida Auken, forskningsordfører fra Socialdemokratiet, på konferencen. Det handler derfor om at få sat speed på processen og fundet finansiering til en ambitiøs kvantestrategi.

Det blev også fremhævet, at det er særligt vigtigt at få hjulpet økosystemet i gang med investeringer. Det er ikke billigt, men det vil være investeringen værd for samfundet. Andre europæiske lande som Tyskland, Holland, England, Frankrig m.v. har allerede afsat finansiering til udviklingen – vi må ikke halte bagefter disse lande.

For at Danmark ikke blive overhalet, skal vi sikre at der er arbejdskraft nok til branchen. Blandt andet ved at understrege, at vi er et attraktivt sted for udenlandsk arbejdskraft.

Danmark skal være et nyt Silicon Valley for kvanteteknologi

Fordi Danmark allerede ligger først i feltet, har vi en særlig mulighed for at blive et globalt omdrejningspunkt for ny kvanteinnovation. På konferencen blev der derfor diskuteret, om vi kan skabe et nyt Quantum Valley i Danmark – et centrum for startups, banebrydende forskning og samarbejde i verdensklasse. Og hvor det nye NATO-center for kvanteteknologi kan komme til at spille en vigtig rolle.

Etablering af og bred adgang til en dansk kvantecomputer vil være et af de greb, der kan sætte skub i denne udvikling. En etablering, der heldigvis er sat skub i med Novo Nordisk Fondens milliardinvestering i Danmarks første funktionelle kvantecomputer blot en uge efter konferencens afholdelse.

Det vil muliggøre at flere virksomheder kan prøve kræfter med kvanteknologien og se mulighederne og potentialerne for lige netop deres forretningsområder. Men det vil kræve massive investeringer fra både det offentlige system og private virksomheder og fonde.

Vil du vide mere?

Læs mere om, hvad vi kan bruge kvanteteknologi til og om Kvanteteknologi kan redde vores digitale infrastruktur.

Vil du vide mere om Danish Quantum Community og IT-Branchens arbejde med kvanteteknologi kan du kontakte Charlotte Holm Billund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.