Digitale talenter skal løfte dansk erhvervsliv

Skal danske virksomheder få det fulde potentiale ud af digitaliseringen, skal de digitale vækstsuccesser inviteres ind på ledelsesgangen.

Selvom digitaliseringsbølgen for mange virksomheder kører for fuld fart, er det stadig 36% af dansk erhvervsliv, der slet ikke eller kun har begrænset it i virksomheden. Der er ifølge IT-Branchen tre hovedårsager til, at en så stor del af dansk erhvervsliv halter bagud.

”Virksomhederne tøver, fordi de mangler et overblik over mulighederne, finansiering til at kunne forbedre deres forretning og ikke mindst kompetencerne til at gennemføre forandringerne. Men der er ikke tid til, at de nøler med den beslutning. Den digitale revolution ér allerede i gang, og vi kan ikke bare se på, mens vi taber hver 3. virksomhed på gulvet,” siger Birgitte Hass, adm. direktør i IT-Branchen.

Derfor inviterede IT-Branchen og #CPHFTW 200 af branchens spidser til at udvikle manifestet ”Danmark som Digital Samfundsmodel”, hvor man bl.a. kom med et bud på, hvad der skulle gøres for at kickstarte den sidste del af dansk erhvervsliv, så der kunne skabes vækst og arbejdspladser i Danmark.

Få talenterne i spil

Næsten 40% af danske virksomheder kommer ikke i gang med den nødvendige digitalisering, fordi de mangler det helt grundlæggende overblik over, hvilke muligheder de rent faktisk har og mangler kræfter i ledelsen, der kan stille sig i spidsen for den digitale rejse. Synd og skam siger IT-Branchen, når Danmark er fyldt med succesfulde erhvervsfolk, der gerne vil dele ud af deres digitale værktøjskasse.

”Ikke mindst it-branchen har en lang række ekstremt dygtige ledere og talenter, der har erfaring med digitale transformation og nye forretningsmodeller. Dem skal vi stille til rådighed og bringe i spil gennem bestyrelsesposter og nye samarbejdsformer,” fastslår Birgitte Hass.

Et af de konkrete forslag fra de 200 medskribenter af manifestet var, at man skal oprette en portal, der kan matche erfarne talenter og virksomheder med digitaliseringsønsker.

De succesfulde it-direktører og iværksættere kan præsentere sig selv via portalen, og virksomhederne kan så invitere dem ind i bestyrelser, i advisory boards eller i første omgang nøjes med at bede dem deltage i strategiudviklingsprocessen.

Erhvervsstøtte til den digitale omstilling

Selv de virksomheder, der gerne vil digitalisere deres forretning, har udfordringer. Mere end hver 3. af dem siger, at de simpelthen ikke har kapital til at foretage de nødvendige teknologiske investeringer, og derfor kommer de aldrig i gang med den nødvendige digitalisering.

”Vi bliver nødt til at skabe nogle økonomiske incitamentsordninger til den digitale omstilling, så et midlertidigt kapitalbehov ikke sætter en stopper for virksomhedernes forretningspotentiale. Her må politikerne vise, at de også tør tro på, at lidt starthjælp betales mange gange tilbage – bl.a. i form af flere arbejdspladser og vækst i samfundet,” siger Birgitte Hass.

IT-Branchen anbefaler bl.a. at man åbner for et afskrivningsvindue, hvor virksomhederne i en periode kan afskrive +15% af deres teknologinvesteringer.