Vi har brug for digitalisering, hvis vi vil fremtidssikre vores velfærdssamfund.
Antallet af ældre vokser, og i 2036 vil der ifølge KL være dobbelt så mange borgere over 80 år, som der er i dag, ligesom der om få år vil der være op til dobbelt så mange borgere med de mest udbredte kroniske sygdomme i forhold til 2015.
Samtidig vil der være færre personer i den arbejdsdygtige alder. Hvor der i dag er 4,3 for hver borger over 65 år, vil det antal være halveret om bare 25 år.
Alt sammen noget der vil presse en i forvejen udfordret offentlig sektor.
”Vi står overfor en kæmpemæssig samfundsopgave, som kun kan løses, hvis vi udnytter digitaliseringens muligheder optimalt. Og det er derfor vigtigt, at vi som brancheforening præger den offentlige debat, og hjælper centrale offentlige aktører med deres beslutninger vedrørende digitaliseringen af den offentlige sektor,” siger Simon Svarrer, adm. direktør i Schultz og formand for IT-Branchens udvalg for offentlig digitalisering.
Højt ambitionsniveau og stærkere samarbejde
Skal det offentlige kunne klare det pres, som samfundsudviklingen vil skabe fremover, skal der fart på digitaliseringen af hele den offentlige sektor. Og her spiller IT-Branchen en afgørende rolle.
”Vi skal hjælpe med at løfte ambitionsniveauet for den offentlige digitalisering og samtidig sikre, at flere opgaver lægges ud til markedet, så der er så mange som muligt, der kan hjælpe med at give det offentlige det nødvendige skub fremad,” udtaler Simon Svarrer.
I 2020 vil udvalget bl.a. fokusere på at give konkrete indspark til både ambitionerne for den kommende Fællesoffentlige Digitaliseringsstrategi og i forhold til de forskellige initiativer i strategien.
Derudover vil udvalget fortsætte arbejdet med at understøtte øget dataanvendelse i den offentlige sektor, herunder håndtering af dataetiske udfordringer bl.a. ved at fokusere på de gode projekter, hvor anvendelse af data har gjort en positiv forskel
Vil du vide mere
Har du spørgsmål eller input til, hvordan vi arbejder på at skabe en bedre offentlig sektor, kan du kontakte Martin Jensen Buch, som bestyrer vores udvalg for offentlig digitalisering og sundheds-it.