Starten på et nyt år betyder også at nye handlingsplaner ligger klar for IT-Branchens udvalg. Hos udvalget for offentlig digitalisering er Michael Wätjen fra Nine blevet ny formand og sammen med resten af udvalget har de lagt en ambitiøs plan for, hvilke indsatsområder der skal satses på i 2021:
- Kæmpe for at øge regeringens digitale ambitioner.
- Gøre en indsats for at forbedre rammerne for udbud og it-indkøb i det offentlige, blandt andet for at forbedre samarbejdet mellem kunde og leverandør samt gøre det lettere for mindre leverandører at byde på offentlige opgaver.
- Arbejde for at gøre det lettere for det offentlige at tilvælge cloud.
Digitale ambitioner er afgørende for fremtidens samfund
Et centralt område for udvalget er at arbejde for at øge Danmarks ambitioner på digitalisering. Høje ambitioner er nemlig afgørende for, at vi i Danmark fortsat er førende, når det kommer til at skabe nye og endnu bedre digitale løsninger, hvilket er forudsætningen for vores fremtidige velfærd og konkurrenceevne.
”Danmarks digitale ambitioner er afgørende for, hvordan vi kommer til at fungere som samfund om fem, 10 og 20 år. Vi vil derfor arbejde for at inspirere og give konkrete eksempler på, hvor og hvordan vi fortsat skal have fokus på mere og endnu bedre digitalisering,” udtaler Michael Wätjen.
Bedre rammer og større diversitet i de offentlige udbud
Ligeledes er de offentlige udbud et vigtigt område. Her vil udvalget fortsat arbejde på at forbedre samarbejdet mellem kunde og leveranderør. Det handler både om at gøre de offentlige udbud relevante for flere leverandører, men også om at mindske transaktionsomkostningerne.
Det er stadigvæk for dyrt for leverandører at byde på mange offentlige it-opgaver, idet der lægges enormt mange timer heri. Til dette siger formanden:
”Det er samfundsøkonomisk en dårlig situation. Men med mere dialog og mere fokus på både transaktionsomkostninger og udbudsformer som fx dynamiske indkøbssystemer, kan vi skabe bedre rammer for udbud og it-indkøb.”
Det offentlige skal tilvælge cloud
Med persondataforordningens krav i forbindelse med overførsel af data til 3. lande, og ikke mindst den seneste Schrems II-dommen, er der skabt fornyet usikkerhed om det offentliges mulighed for at bruge cloud. Det gør, at mange offentlige myndigheder fravælger cloud.
”Cloud er med til at åbne for nye digitale muligheder, og giver direkte og positiv påvirkning af business casen for rigtig mange it-projekter. Desværre oplever vi stadig at mange offentlige kunder, der på grund af tvivl og usikkerhed hellere vælger cloud fra end til.” fortæller Michael Wätjen.
Dette skal der vendes rundt på. Derfor vil udvalget arbejde for mere oplysning og vejledning på området, så det offentlige kan opnå en bedre forståelse for clouds muligheder og have lettere ved at vælge det til.
Vil du vide mere om udvalgets arbejde, kan du her læse Michael Wätjens debatindlæg om det store behov for at de digitale ambitioner hæves.
Vil du være med?
Er du interesseret i at høre mere om arbejdet, som det offentlige udvalg foretager sig, eller ønsker du aktivt at deltage i udvalgenes arbejde, så ret henvendelse til IT-Branchens chefkonsulent, Martin Jensen Buch.