Danmark er bagud med AI – Men hvor længe?

Selvom AI-kapløbet knap er kommet i gang, halter Danmark allerede bagefter i forhold til andre nordiske lande. Til gengæld kan vi hurtigt ende i front, hvis virksomhederne gør alvor af deres ambitioner.

Danmark er bagud med AI – Men hvor længe?

Danske virksomheders evne til at skabe værdi ud af deres digitale indsatser er skuffende, hvis man sammenligner os med f.eks. Sverige og Norge.

”Vi bryster os ofte af at være det mest digitaliserede land i verden, men når det kommer til at få værdi ud af digitaliseringen, halter Danmark bagefter sine nordiske naboer. Sverige og Norde er ganske enkelt bedre til at få forretning ud af teknologien,” udtaler Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.

Boston Consulting Group har analyseret 11.500 virksomheder på 42 forskellige parametre, og her er analysen klar. Danmark er især bagud i forhold til Sverige og i brugen af kunstig intelligens.

Et dansk AI-paradoks

I Boston Consulting Groups netop offentliggjorte AI-analyse, Denmark’s GenAI Paradox: From Lagging to Leading, kan man læse, at blot 5% af de danske virksomheder i dag har implementeret kunstig intelligens udover pilotstadiet. Og det bekymrer IT-Branchen.

”Hvis Danmark skal sikre sin globale konkurrenceevne, kræver det at vi bruger teknologien herunder AI, bedst muligt. De andre lande har skabt sig et forspring som de ikke giver afkald på. Skal vi være med i front og udnytte potentialerne, når det gælder kunstig intelligens, så kræver det handling nu,” siger Natasha Friis Saxberg.

Og måske sker der snart noget i de danske virksomheder. Hele 81% af de danske topchefer tror på forretningspotentialet i AI, og 50% mener, at kunstig intelligens vil være en positiv og betydende forandring for virksomheden.

”Vi ligger sidst i Skandinavien, men hvis de danske topchefer vælger at gå efter det enorme forretningspotentiale, de selv ser og får gang i implementeringen, vil vi hurtigt kunne overhale vores naboer. Så bliver vi vidne til en sand AI-tsunami, der vil rulle hen over dansk erhvervsliv,” fortæller Natasha Friis Saxberg.

Hver tredje virksomhedsleder svarer, at de har behov for mere viden for at kunne forstå omfanget og udbyttet af kunstig intelligens. Af samme grund peger mange også på investeringerne som en barriere for komme i gang med AI.

Analysen viser måske ikke overraskende, at de større virksomheder gennemsnitligt er mere avancerede, når det kommer til brugen af teknologi.

Men når det kommer til at være kommet længst fremme med brugen af AI, handler det ikke om størrelse, men om begejstringen og eksekveringen. Her performer de små virksomheder faktisk en anelse bedre end de store.

Talentmassen er kritisk

71% af de adspurgte chefer betragter manglen på talent som en væsentlig udfordring. Alligevel har 55% af dem ingen planer om at iværksætte initiativer for rekruttering af nye medarbejdere eller kompetenceudvikling af de eksisterende ansatte.

”Man når ikke langt med sine AI-strategier og -planer, hvis man ikke har medarbejderne til at udvikle og bruge løsningerne. Derfor er det enorme kompetencehul, som vi risikerer at stå med, også den største barriere for at indfri potentialet og skabe vækst,” slutter Natasha Friis Saxberg.

Det er især de virksomheder, der er længst fremme med brugen af AI, hvor udfordringerne med talentmassen er størst. Derfor forventer IT-Branchen også, at kompetencemanglen vil stige, efterhånden som flere danske virksomheder går i gang med at udvikle og implementere AI-løsninger.

Om analysen

Bag analysen står Boston Consulting Group i samarbejde med Dansk Industri, Dansk Erhverv, IT Branchen, Finans Danmark og Forsikring & Pension. Den omfatter 570 virksomhedsledere i Danmark på tværs af industrier.

Du kan downloade hele analysen her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *