Det var ellers ikke til at se, at fredag 9. november var den helt store dag og kulminationen på næsten et års intenst og næsten umenneskeligt hårdt arbejde.
For netop den morgen var Danmark indhyllet i en usædvanlig tæt tåge, der som en beroligende og nærmest søvndyssende dyne pakkede hele landet ind, og fik alt til at gå bare lidt langsommere end normalt.
En stærk kontrast til den følelse af uro, nervøsitet og glæde, som Daniel Lux, adm. direktør i Seluxit, stod med netop den morgen, mens han tog smokingjakken og den hvide skjorte på. For nu var der ingen vej tilbage.
Om kort tid skulle han være var klar til at ringe med børsklokken, der som noget helt særligt og for første gang i historien var fløjet til Aalborg for netop at byde hans virksomhed velkommen på Nasdaq børsen.
Et nyt kapitel for Seluxit
Meget symbolsk lettede tågen kort før klokken 9 og den magiske morgen blev med et trylleslag igen forvandlet til hverdag.
Præcis klokken 9 skete det samme for Seluxit.
Drømmen om en børsintroduktion, ny kapital og en helt anden ejerstruktur blev til virkelighed.
Efter tolv succesfulde år som udvikler og leverandør af IoT-løsninger, var virksomheden nu klar til at tage hul på et nyt kapitel.
Seluxit var blevet 26 mio. kr. rigere, og havde samtidig fået 1.699 nye ejere. Og med en overtegning på 41,8% var der bestemt tale om en succesfuld børsintroduktion, og en massiv tillidserklæring fra investorernes side til Seluxits forretningspotentiale.
Men bag succesen lå der også flere måneders utroligt hårdt arbejde. Ikke bare for Daniel Lux men også for flere af virksomhedens medarbejdere.
Vækstmarked kræver nyt fokus
Børsintroduktionen var ellers ikke det første, Seluxit overvejede, da de traf beslutningen om at tage virksomheden videre til next level.
Fra den spæde begyndelse i 2006, hvor Morten Pagh Frederiksen og Daniel Lux startede forretningen på et lille 18m2 kontor i et kontorfællesskab i Aalborg centrum, havde de nemlig vænnet sig til stille og roligt at arbejde sig til deres succeser.
”90% af vores kunder er store udenlandske virksomheder, der bruger os til at koble deres produkter til internettet, så de kan differentiere sig fra konkurrenterne. For dem er det ofte en strategisk og langsigtet investering, og derfor har vores salgsproces også typisk taget 1-2 år. Så vores virksomhed er bygget op om at kunne håndtere et mere langsigtet omsætningsflow,” fortæller Daniel Lux, der mere sammenligner deres proces med et maratonløb end med et sprint.
Inden for de seneste år er der dog sket et stort skifte i markedet.
Mere end hver 4. danske virksomhed (27%) bruger ifølge Danmarks Statistik nu IoT-sensorer og -målere i deres forretning, og man anslår, at antallet af IoT-enheder i verden vil blive fordoblet fra 20 milliarder til 42 milliarder enheder på bare fem år.
Det kunne de også mærke hos Seluxit, hvor de udover flere kundehenvendelser også fik flere henvendelser fra bl.a. kinesiske virksomheder, der gerne ville bruge Seluxits IoT-platform til at få fodfæste på det europæiske marked.
Seluxits løsning var nemlig allerede GDPR-compliant og tilrettet de europæiske kunder, hvilket gjorde dem attraktive som partnere.
”Det er nu, markedet for alvor eksploderer, og hvis vi skal have del af den vækst, så har vi behov for at sadle om og skabe mere synlighed i markedet og styrke vores salgsorganisation ganske betragteligt.”
Samtidig oplevede de, at flere af deres faste kunder var utrygge ved Seluxits ejerstruktur, som var baseret på to gode venner og et par familiemedlemmer. Her ønskede flere af deres store kunder en mere uafhængig ejerstruktur.
Spørgsmålet var bare, hvordan man opnåede disse ting bedst muligt.
Flere kapitalmuligheder blev overvejet
Skulle de lykkedes med en mere ekspansiv strategi, var der ingen tvivl om, at der var behov for yderligere kapital.
Seluxit havde løbende fået henvendelser fra diverse venturefonde og investorer, der var interesserede i dem, da virksomheden altid havde haft en god økonomi og nu havde en af de ældste og mest velafprøvede IoT-platforme på markedet.
Ledelsen i Seluxit havde dog altid endt med at sige pænt nej tak til tilbuddene.
”Jeg er ikke personligt en stor fan af venturefonde, da de ofte vil have meget kontrol over ens virksomhed og tit også kræver et meget smalt forretningsfokus. Ofte kræver de også, at man følger en 2-3 års plan meget slavisk, hvis man skal have adgang til de penge, som de lover en.”
Bankerne var heller ikke relevant, da de for det første ikke var klar til at binde med både hus og bil, og for det andet ikke fik løst udfordringen med ejerstrukturen gennem et banklån.
Heller ikke det opkøbstilbud, de for et par år siden fik fra en af deres kunder, var en løsning, da det ville gøre de andre vigtige kunder nervøse for Seluxits fremtidige fokus og produktudvikling.
Så i slutningen af 2017 stod Daniel med en masse spørgsmål, som han ikke lige kunne finde svaret på – og et potentielt forretningseventyr som så ud til at måtte vente på sig. Hvis det da overhovedet kom i gang.
Valget faldt på en børsintroduktion
For at få noget ny inspiration, tilmeldte Daniel sig i januar 2018 et arrangement på Børsen, Vejen til børsmarkedet, arrangeret af Danske Erhverv.
Og der, mens han sad i den gamle Børssal og hørte på forskellige indlæg, begyndte det at gå op for ham, at en børsintroduktion måske kunne være en mulighed.
I februar 2018 var han så i Barcelona på Mobile World Congress. En konference som virksomheden har været på i mange år sammen med IT-Branchen.
”Her faldt jeg til et aftenarrangement i snak med en repræsentant for Nasdaq i Sverige, som kunne svare på mange af de spørgsmål, som jeg gik og tumlede med. Det gjorde, at jeg blev noget mere interesseret i det med en børsintroduktion, da det virkede som den rigtige løsning for os,” fortæller Daniel Lux.
Hjemme igen fra det spanske holdt virksomheden en række møder med Nasdaq, der bl.a. hjalp dem med kontakt til forskellige certified advisers, der kunne hjælpe dem med selve børsintroduktionen.
”Vi endte med ikke at vælge de største, men at bruge en rådgiver som vi havde god kemi med, og som vi kunne mærke virkelig brændte for vores sag. Det tror jeg, var en rigtig beslutning for os, da vi skulle arbejde så tæt og intenst sammen i mange måneder.”
Sammen med rådgiverne valgte de så efterfølgende advokat, revisor, udstederbank, pr-bureau samt service udbydere der skulle hjælpe med forskellige aspekter i børsnoteringsprocessen.
Den store opgaver begynder
Den første opgave, som deres certificerede rådgiver gav dem, var at få udarbejdet en case, som tydeligt skulle forklare, hvad planerne for kapitalen var overfor potentielle investorer, journalister og andre interessenter.
Det endte med en over 100 siders detaljeret virksomhedsbeskrivelse, som de måtte fuldtidsansætte en person til at sidde med, ligesom deres regnskabsmedarbejder brugte en del tid på udarbejdelse af tal og prognoser.
Derudover ansatte de en BA i jura, for at sikre, at der også var styr på den del.
Alt sammen noget, der skulle betales af egne midler, og som kunne mærkes på alle fronter i den efterhånden 18 personers store virksomheder.
”Salgsindsatsen, som jeg hovedsageligt stod for, gik stort set i stå i tre måneder, og flere af os måtte bruge næsten al vores tid på at forberede børsintroduktionen. Heldigvis havde vi folk klar i organisationen, der kunne tage over, mens en del af os var væk fra den daglige forretning,” fortæller Daniel Lux, der også husker, det kun blev til tre feriedage den sommer.
Men der var ingen vej tilbage. Nu skulle det lykkedes.
Som at være med i en valgkampagne
Mange virksomheder vælger i forbindelse med deres børsintroduktion at holde den hemmelig næsten helt op til sign-up perioden begynder.
Men da Seluxit er et relativt ukendt firma i Danmark, valgte de at melde deres børsplaner tidligt ud, så markedet kunne få kendskab til dem.
Kommunikationen om den kommende børsintroduktion mindede dog mere om en politisk valgkampagne end om deres sædvanlige salgsarbejde.
”Du skal være ekstremt god til at fortælle den store vision for virksomheden og samtidig være meget nede i detaljen, så du kan overbevise en meget bred vifte af folk om, hvorfor de skal betro deres penge til os. For mig, der måske ikke naturligt er så ekstrovert, var det psykologisk et stort pres pludselig at skulle stå i rampelyset og præstere på den måde.”
Efter råd fra deres rådgiver, tog de da også først nogle møder med såkaldte ankerinvestorer, der er betegnelsen på de investorer, der inden børsintroduktionen lover at investere i selskabet.
For Seluxit var det en god træning i en meget professionel setting, hvor de kunne øve sig i deres historie og dygtiggøre sig i at forklare, hvad og hvorfor de ville det, som de havde skrevet i casen. Det gav et godt perspektiv på hvad det er investorer interesserer sig for og ønsker af oplysninger og detaljer.
Da de havde øvet sig og fordelt rollerne mellem sig, tog de på det obligatoriske roadshow, hvor de over flere uger afholdte investormøder, Q&A’s og talte med pressen.
Alt sammen noget der ledte hen til den tågede november morgen, hvor de endelig kunne få lov til at ringe med den klokke, der ville markere starten på et nyt og større forretningseventyr for Seluxit.
Både gode og dårlige oplevelser
Da IT-Branchen i januar 2019 var forbi Seluxit, to måneder efter børsintroduktionen, var der ingen tvivl om, at forløbet på trods af succesen havde budt på både op- og nedture.
Først og fremmest blev virksomheden tvunget til at kigge sine interne strukturer og processer igennem og professionalisere dem, der ikke var helt gode nok til den rejse Seluxit skulle på.
”Alle processer og kontrakter blev gennemgået, udfordret og forbedret. Så på den måde var forløbet en positiv anledning til at kigge indad og få styrket de interne arbejdsgange og dokumentation,” forklarer Daniel Lux.
Men også virksomhedens budskaber i forhold til salgsprocessen og synligheden i markedet blev markant forbedret, og Seluxit har i forbindelse med børsintroduktionen fået mange nye henvendelser fra potentielle kunder, ligesom Daniel er blevet mere efterspurgt som taler og blandt journalister.
”Det har helt klart åbnet flere døre. Og så har det skabt en større sammentømring i virksomheden, og givet en øget stolthed blandt medarbejderne. Mange af medarbejderne har da også benyttet muligheden for at investere i os, hvilket jo er en fantastisk tillidserklæring.”
For Daniel personligt har der dog også været svære ting under forløbet.
Især ugerne i tegningsperioden husker han som særligt stressende, da usikkerheden kombineret de mange arbejdstimer var psykisk hårdt.
”De første to dage i tegningsperioden gik godt, og vi var alle glade og havde troen på, at det nok skulle gå rigtigt godt. Men så blev der pludselig meget stille, og efter en uges tid havde vi kun tegnet 30% af aktierne. Og så begynder man jo at tvivle på hele projektet,” fortæller Daniel, der tydeligt husker weekenden midt i tegningsperioden som det mentale lavpunkt i hele processen.
Heldigvis, og som det ofte er i tegningsperioderne, skete der især noget de to sidste dage, hvor resten af aktierne ikke bare blev solgt, men også endte med at blive overtegnet.
Dermed var kapitalindsprøjtningen i hus og børssuccesen sikret.
En ny hverdag kalder
Tågen er nu endegyldigt lettet i Aalborg, og det daglige klarsyn har igen indfundet sig hos Seluxit.
Det betyder dog ikke, at der nødvendigvis bliver mere roligt i virksomhedens lokaler. Tværtimod.
Planen er at fordoble medarbejderantallet indenfor 2-3 år, så de kan styrke deres position ikke bare i Danmark, men også i Norden, Tyskland og måske i Benelux.
Ekspansionen skal ikke bare ske ved at styrke salgsorganisationen, men også ved at videreudvikle og forbedre deres services og løsninger.
Samtidig ligger der en stor opgave i at informere de 1.699 nye ejere om, hvad der sker i virksomheden. Det sker i første omgang gennem selskabsmeddelelser for de store begivenheder og blog updates for de mindre begivenheder.
Daniel ved godt, at det er vigtigt at fortælle investorerne om, hvad der sker i virksomheden – ikke blot mht. nye kunder, men om alt fra strategiske planer og forretningstiltag til nye produkter og sjove ideer.
”Næste skridt i kommunikationsstrategien handler også om at skabe et brand overfor vores ejere, og det bliver en spændende opgave at finde ud af, hvordan vi gør det bedst muligt,” slutter Daniel Lux.
Tre gode råd fra Daniel Lux, hvis man overvejer en børsintroduktion:
- Man skal først og fremmest have en troværdig ”toppolitiker” i virksomheden, der kan sælge historien. Og man bliver nødt til at spørge sig selv, om man rent faktisk kan løfte den opgave.
- En børsintroduktion kræver helt enormt meget arbejde, og man skal være klar over, at man ikke kan udfylde sine daglige pligter, ligesom ens nøglemedarbejdere heller ikke vil være til stede i store perioder.
- Der må ikke være huller i ens case eller historie. Der skal være styr på både de mindste detaljer samt den store vision. Vigtigt at man kan forklare og bevise sin værdi overfor investorerne, så valuation af ens virksomhed er troværdig og reel.