De gamle dage, hvor det var nok blot at sætte strøm til processerne og automatisere arbejdsgangene, er ovre. Skal man være betydende i fremtiden, skal man også mestre den bæredygtige it.
Vi ser flere og flere virksomheder og offentlige organisationer efterspørge teknologiløsninger der ikke kun øger effektivitet, men også påvirker klima og menneskerettigheder positivt og ansvarligt.
Spørger man danskerne, så er det da også et område, som vi kommer til at gøre mere ud af i fremtiden.
Mere end hver 3. dansker mener, at danske virksomheder er blandt de førende i verden i forhold til den bæredygtige udvikling. Næsten halvdelen mener dog, at det går for langsomt med den bæredygtige udvikling.
Det viser nye tal fra Bæredygtighedsbarometeret 2020, hvor man også kan læse, at blot 22% mener, at dataindustrien gør nok for at fremme den grønne omstilling.
”Der er ingen tvivl om, at vi som branche kommer til at se et øget pres for, at levere grøn it. Derfor er det også vigtigt, at vi opfordrer alle til at kommer i gang med at efterspørge og drive den grønne omstilling,” siger Sofie Heilskov, Sustainability lead hos Telia, på vegne af IT-Branchens bæredygtighedsudvalg.
Sofie Heilskov anbefaler, at man som virksomhed først og fremmest får udarbejdet en plan for, hvor længe ens udstyr skal bruges, inden det skal til genbrug, repareres eller sælges videre.
Men også energieffektiviteten er vigtig at tage stilling til. Her kan man f.eks. starte med at stille krav til energieffektiviteten for pc’ere, servere og andet elektronisk udstyr.
Brug anbefalingerne til bæredygtig it
Med 10 konkrete anbefalinger peger IT-Branchen på en række indsatsområder, som både hjælper miljøet og kan mærkes direkte på virksomhedens bundlinje.
Læs IT-Branchens 10 anbefalinger her.
IT-Branchen deltager løbende i markedsdialog og stiller gerne op til dialog om anbefalingerne, som er et fælles arbejde skabt med input fra it-ansvarlige og indkøbere fra både det offentlige og private.