Rekordmange unge er i år blevet optaget på it-uddannelserne. Optagelsen på it-uddannelserne er steget med 13 pct. svarende til 852 personer fra 2019 til 2020.
Det skyldes ikke mindst, at der før sommerferien blev vedtaget en politisk aftale om en pulje til 5000 ekstra uddannelsespladser. Puljen blev vedtaget efter massivt pres fra blandt andet IT-Branchen og Dansk Erhverv, efter år med afvisning af alt for mange kvalificerede it-ansøgere og med udsigt til ekstra pres på optaget som følge af corona.
”Det er helt forrygende gode nyheder, at rekordmange unge i år har kunnet optages på ituddannelserne”, siger Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen og fortsætter. ”Når de nyudklækkede studenter ikke kan rejse ud og holde sabbatår, så giver det super god mening at skabe ekstra plads på de uddannelser, som arbejdsmarkedet tørster efter.”
Til trods for den positive udvikling er det dog IT-Branchens vurdering, at det langt fra er nok til at dække behovet. Tæt ved 40 pct. af alle it-virksomheder har måttet opgive at besætte ledige stillinger i 2020. Det er IT-Branchens vurdering, at der mangler 2.600 it-folk nu, og ifølge tal fra regeringen kan vi allerede i 2030 komme til at mangle 19.000 it-specialister i Danmark.
”Både politikerne og universiteterne har virkeligt oppet sig i år og gjort en stor indsats for at øge optaget ekstraordinært. Det er vi meget taknemmelige for. Men i lyset at den evige mangel på it-folk er der brug for, at vi gør det større optag på it-uddannelserne permanent. Det er vigtigt for den fremtidige vækst”, siger Mette Lundberg.
Nu indtager kvinderne it-uddannelserne
De samlede tal for kønsfordelingen på de optagne på it-uddannelserne kendes endnu ikke. Men flere af universiteterne har meldt ud, at andelen af kvindelige ansøgere i år var særligt høj. Det skaber håb i IT-Branchen om, at det bliver i år, at kurven endeligt knækker og kvinderne for alvor
indtager it-uddannelserne.
”Diversitet er ligesom multi-vitaminer godt for både det ene og det andet. Diversitet giver både mere innovation og bedre bundlinje, så det er et hedt ønske i it-virksomhederne at kunne ansætte flere kvinder”, siger Mette Lundberg. ”Samtidigt er den eneste vej til at fjerne flaskehalsen med
manglen på it-specialister at få hele talentpuljen i spil” slutter hun.
Blandt andet IT-Universitetet kan melde om en super udvikling. Andelen af kvindelige studerende på bacheloruddannelsen i softwareudvikling stiger til 27 pct. (mod 17 pct. i 2019). På Data Science er andelen 30 pct.
For IT-Branchen har en øget andel af kvinder på it-uddannelserne, i it-branchen og i ledelse været en mærkesag i mere end 10 år. IT-Branchen driver blandt andet et netværk for kvindelige it-studerende, en mentorordning for kvindelige talenter og it netværk for kvindelige it-topledere.