Ordentlighed er det nye ledelsesparadigme

Det var overskriften, da Bodil Nordestgaard Ismiris, CEO for Lederne var forbi for at fortælle om fremtidens krav til virksomheder og især ledere.

Ordentlighed er det nye ledelsesparadigme

IT-Branchens fire policy boards for offentlig digitalisering, digitale kompetencer, kvindelige ledere og grøn omstilling havde inviteret Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne til en snak om fremtidens ledelse, herunder hvordan det øgede globale ESG-fokus vil påvirke danske virksomheder og ledere.

Først og fremmest slog hun fast, at det er slut med at se ESG som en pæn rapport, der kan pynte lidt på ens omdømme.

ESG er blevet benhård business, hvor det er nødvendigt at have styr på både miljøet, de sociale aspekter og ens governance, hvis man som virksomhed skal gøre sig håb om at sikre kapital, deltage i udbud og holde på ens medarbejdere.

Samtidig betyder geopolitik, krige og miljøkriser, at virksomheder i langt højere grad skal have et klart formål og en vision for det samfund, de er en del af.

Og her spiller lederne en afgørende rolle, hvis man vil have succes og være attraktiv som virksomhed.

Et skifte mod stoiske dyder

Hos Lederne, som er Danmarks største fagforening for ledere, oplever de, at de stoiske dyder og Aristoteles’ dydsetik, har fået en renæssance blandt mange ledere.

Dyder som ydmyghed, mod, redelighed, inklusion og generøsitet oplever lige nu en form for genfødsel, hvor flere chefer bruger dem som en etisk rettesnor for deres beslutninger.

Ydmyghed lyder måske umiddelbart underligt ”selvudslettende” i en ledelsesmæssig sammenhæng, men det at være ydmyg handler ikke om at underkaste sig, eller at man som leder skal være en skygge af sig selv.

At have ydmyghed handler ifølge Bodil Nordestgaard Ismiris om, at man som leder udviser respekt, for det man har, og anerkender andres værd. At anerkende, at man er en lille del af noget større. For eksempel hænger psykologisk tryghed for medarbejdere ofte tæt sammen med trivsel på arbejdspladsen.

En anden pointe, som Bodil Nordestgaard Ismiris kom med, var, at den gode gamle remse ”Den der lever stille, lever godt” er fortid.

Lederrollen er nemlig blevet langt mere politisk, og der er kommet mere offentligt spot på, hvad ledere siger, og hvordan de opfører sig.

Så man kan ikke gemme sig eller tro, at fortidens synder forsvinder, eller at der ikke bliver lagt mærke til ens handlinger.

Der er til gengæld brug for ledere, der tager et ansvar ift. mennesker, organisation og samfund – ja selv mht. verdensfreden. For vi vil i fremtiden have proaktive ledere, der tør tage et ansvar og har klare stærke holdninger.

Hun sluttede af med at konkludere, at ledelse er et fag, der skal tages alvorligt. Og at vores generation af ledere vil blive dømt og målt på, om de tog ansvar for mere end blot deres egen lille andedam – om vi sammen gjorde en verden til forskel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *