IT-Branchens mentorordning for kvinder fortsætter sin markante vækst og sætter endnu en deltagerrekord. Med 81 mentor-mentee-par i 2026 overgår ordningen sidste års rekord og bekræfter sin position som et af branchens mest efterspurgte udviklingsfællesskaber.
Siden opstarten for snart 10 år siden har IT-Branchens mentorordning oplevet konstant fremgang – både i antal deltagere og i betydning for branchen. Interessen er ikke til at tage fejl af: Flere og flere talentfulde kvinder ønsker sparring, rollemodeller og et stærkt netværk på tværs af virksomheder i it-branchen.
“Mentorordningen handler ikke kun om individuel karriereudvikling. Den er med til at flytte hele branchen ved at skabe stærkere netværk, tydeligere rollemodeller og mere mangfoldige ledelsesveje for kvinder i it. Som en branche i vækst har vi brug for at få endnu flere talenter i spil, og her er mentorordningen et spejl på de mange fantastiske muligheder, som er derude,” siger Charlotte Holm Billund, chefkonsulent i IT-Branchen og ansvarlig for mentorordningen.
Stærke rollemodeller og nye perspektiver
Formålet med mentorordningen er at give kvinder i it-branchen adgang til både nye og erfarne ledere med solidt branchekendskab og værdifulde perspektiver. Gennem fortrolige mentorrelationer skabes nye netværk, styrket talentudvikling og større synlighed omkring kvinders karrieremuligheder i branchen.
“Når erfarne ledere giver tid og erfaring videre, og nye talenter får sat ord på deres ambitioner og drømme, opstår der noget helt særligt. Det er den energi, der får mentorordningen til at vokse år efter år,” udtaler Charlotte Holm Billund.
Mentorordningen blev etableret i 2016 som en del af IT-Branchens arbejde for at øge diversiteten i it-branchen. Dengang bestod ordningen af et mindre antal mentorpar. I dag er den vokset til branchens største udviklingsfællesskab for kvindelige talenter i it. Væksten har også betyder, at matchingen er gået fra en ren håndholdt proces til at blive understøttet at en skræddersyet AI-model.
Et fællesskab i konstant udvikling
Erfaringerne fra mentorordningen viser, at værdien går begge veje. Mentorer får indsigt i næste generations ambitioner, forventninger og prioriteringer, mens mentees får adgang til et fortroligt rum med sparring, nye perspektiver og konkrete erfaringer fra et længere arbejdsliv og fra ledelsesrollen.
Hvert mentorforløb strækker sig over et år, hvor mentor og mentee mødes minimum fem gange. Samtalerne kredser blandt andet om karriereudvikling, ledelse, work-life balance og om at navigere i et komplekst og foranderligt digitalt arbejdsmarked.
“Fordi relationen er på tværs af branchen og ikke internt i virksomhederne, opstår der et særligt fortroligt rum. Her kan deltagerne tale åbent om karrierevalg, ledelsesdilemmaer og personlige overvejelser. Det rum fremhæves ofte som helt unikt og virkelig værdigivende i de samtaler, som mentor og mentee har,” fortæller Charlotte Holm Billund.
Om mentorordningen
IT-Branchens mentorordning er en central del af arbejdet for en mere mangfoldig og innovativ it-branche og har til formål at:
- styrke diversiteten i it-branchen
- tiltrække og fastholde flere kvindelige talenter
- skabe fortrolige udviklingsrum på tværs af virksomheder
- opbygge en stærk talentpipeline, der afspejler fremtidens digitale arbejdsmarked
Er du kvindelig leder eller talent i it-branchen og interesseret i at blive en del af mentorordningen, kan du kontakte Charlotte Holm Billund for mere information.

