Da Systematic skulle indsamle ingredienser til Gud

Der blev ofret til guderne, fanget fisk og kørt godt gammeldags bilrace, da en Coding Class fra Viby Skole i Aarhus var forbi for at vise, hvad de havde udviklet.

Det var ikke kun eleverne fra 6A, der var spændte, da de trådte ind i den til dagen oprettede Løvens Hule hos Systematic for at vise, hvad de have skabt under Coding Class-forløbet på deres skole.

Også de tre dommere glædede sig til at se, hvad en gang 6. klasses elever, uden noget særligt forhåndskendskab til it og kodning, kunne kreere på ganske kort tid.

Og dommerne fra Systematic blev bestemt ikke skuffede.

Nogle af eleverne havde taget udgangspunkt i et emne, de havde på skolen, om guder og ofringer, og derefter udviklet et kreativt spil omkring dette, mens andre elever har kodet mere traditionelle racer og skydespil.

”Det var meget imponerende at se, hvor mange forskellige kreative løsninger de kom med. De var virkelig gode til både at tænke spilhistorien igennem fra brugerens synspunkt, designe og kode selve spillet og samtidig overveje, hvordan de efterfølgende kunne videreudvikle det. Alt sammen evner, man i den grad skal bruge, hvis man vil arbejde med it,” udtaler Søren Torp, der er implementeringskonsulent i Systematic og var en af dagens dommere.

Et besøg med bagtanker

Systematic har da heller ikke involveret sig i Coding Class, blot fordi det er hyggeligt at have besøg af en 6. klasse.

”Branchen kommer til at mangle flere tusinde it-folk i fremtiden, og vi står selv og mangler omkring 80 mand lige nu. Så vi håber da, at vi bl.a. med Coding Class kan være med til at skabe en interesse for, at flere unge vil arbejde med it i fremtiden,” fortæller Søren Torp.

I år har mere end 2.700 elever fra hele landet da også været igennem Coding Classes, hvor de i et forløb har lært at skabe og være kreative gennem it og teknologi.

Mere end blot kodning

6A havde under Coding Class forløbet også lært om bl.a. it-sikkerhed og om, hvordan computere er bygget op og fungerer, så de fik et lidt bredere perspektiv på, hvad der egentligt lå bag skærmene.

Det sidste, de skulle i forløbet, var, at komme forbi softwarevirksomheden Systematic for at vise og få feedback på de spil, de selv havde skabt, og samtidig høre lidt om, hvad man bruger it og software til i hverdagen.

Og det gav pote.

”Efter det her så er der helt klart større chance for, at jeg bliver noget indenfor it. For jeg synes det er så sindssygt fedt bare at kunne sidde og sætte klodser ovenpå hinanden, og så får man lige pludselig et spil. Og så har de også et fedt navn: Systematic,” fortalte en begejstret Gustav Hvam, der var en af Coding Class eleverne.

Børnene blev da også interviewet til både TV2 Østjylland og kom direkte i radioen på P4, mens de var på besøg hos Systematic.