Sundhedsreformen blev lanceret med et bredt politisk flertal i slutningen af 2024, og bliver af mange set som en af de største samfundsreformer i næsten 20 år.
Og selvom reformteksten er lang og uddybende, så er der stadig mange spørgsmål der udestår. Hvordan kommer Digitalt Sundhed Danmark og Nationalt Center for Sundhedsinnovation f.eks. til at se ud? Og hvordan sikrer man datadeling mellem sygehuse, kommuner og almen praksis?
IT-Branchens Policy Board for Digital Sundhed havde derfor inviteret sundhedsanalytiker og podcastvært på ”Politisk Stuegang”, Ole Toft, forbi for at kaste sit perspektiv på reformen og en samtale om implementeringen af sundhedsreformen, politisk hjerteblod, og hvorfor data og digitalisering er så vigtigt for sundhedsreformens succes.

Data og digitalisering bliver afgørende
Ole Toft indledte sit oplæg med at fortælle, at på stort set alle de sundhedskonferencer, han deltog i, blev der talt om data og digitalisering. Også selvom det ikke var digitaliseringskonferencer.
Et klart signal om, at der er en bred erkendelse af, at man skal lykkes med digitalisering og data, for at reformen bliver en succes. For netop digitalisering og data er centrale elementer i stort set alle de mål, som reformen indeholder.
Et mere effektivt sundhedsvæsen? Der er digitalisering af f.eks. arbejdsgange afgørende. Et mere sammenhængende sundhedsvæsen? Der er deling af data på tværs af kommuner, sygehuse (regioner) og almen praksis afgørende. Et mere innovativt sundhedsvæsen? Der skal både modne og nye teknologier til, i samspil med sundhedsdata, for at udvikle sundhedsinnovation.

Stadig mange hensyn, balancer og uafklarede spørgsmål
Selvom reformen er vedtaget, så er der stadig mange ting, som vi ikke kender svarene på endnu, pointerede Ole Toft. En af de svære balancer, man diskuterede på mødet, var, forholdet mellem centralisering og lokal innovation.
Rundt om bordet var der enighed om, at mange af de bedste idéer, til hvordan man brugte ny teknologi i hverdagen, typisk opstår lokalt, hvilket kunne tale for øget lokal innovation.
Omvendt er det en udfordring at få skaleret de lokale gode projekter, så de bliver brugt nationalt, hvilket kunne tale for en større centralisering af innovationen. Bortset fra at der ligger en risiko for, at man på den måde utilsigtet kommer til at hindre innovationen decentralt.
En anden balance, der blev diskuteret på mødet, var det er vigtigt at tage hensyn til privatlivets fred i udviklingen af innovative løsninger bygget på potentielt meget store mængder af sundhedsdata.
For selvom der var enighed om, at der er mange potentielle gevinster, hvis vi i Danmark formår at udnytte vores sundhedsdata bedre, så var medlemmerne af boardet også meget opmærksomme på, at det skal ske etisk forsvarligt.

Vil du vide mere?
I regi af boardet har IT-Branchen tidligere formuleret både input til sundhedsreformen og kommenteret på dens endelige vedtagelse. Derfor følger Policy Board for Digital Sundhed også implementering af sundhedsreformen tæt.
Hvis du vil vide mere om arbejdet i Policy Board for Digital Sundhed, og høre om, hvornår næste møde er, så er du velkommen til at kontakte Asbjørn William Ammitzbøll Flügge, der sidder med ansvaret for vores Policy Board for Digital Sundhed.
Interessant og højaktuelt emne, som også diskuteres dagligt på de fleste arbejdspladser i sundhedssektoren, vel især de østdanske sygehuse.
Kunne I bruge et indlæg fra nogle af os, der sammen skrev bogen “Destruktiv Digitalisering”? Se forfatterkollegiet + læs bogens forord her: https://fadlforlag.dk/produkt/destruktiv-digitalisering/
Vi har – sammen eller hver for sig – foruden bogen skrevet et utal af indlæg i aviser og blade om digitaliseringsproblematikken på sygehusene fra 2016 og til nu, senest her: https://www.computerworld.dk/art/288966/der-er-intet-som-helst-positivt-hensigtsmaessigt-eller-konstruktivt-i-at-vi-har-en-digital-berlin-mur-ned-igennem-storebaelt
Hilsner
Niels
Kære Niels
Mange tak for din kommentar og interesse. Sjovt du skriver, jeg skrev faktisk PhD på DIKU mens Jørgen Bansler var der, så kan godt huske lidt af hans forskning og at bogen kom. Jeg forskede i beskæftigelsesområdet og anvendelsen af algoritmer det. Jeg tænker, at der helt sikkert er meget af de I har afdækket, som er relevant i diskussionerne omkring bl.a Region Øst. Vil du ikke sende mig en mail, og så kan vi tage dialogen der? Min mail er asf@itb.dk
Dbh
Asbjørn
nx06ej