7 konkrete forslag skal løfte ældreplejen

Partnerskab for udbredelse af velfærdsteknologi har netop offentliggjort 7 konkrete anbefalinger til at styrke fremtidens ældrepleje.

Billede af ældre ægtepar, der benytter velfærdsteknologi fra hjemmet

”I en fremtid flere ældre og færre hænder er teknologien ikke et valg, men en nødvendighed. Velfærdsteknologi skal være en naturlig del af ældreplejen, så borgere bevarer livskvaliteten, trygheden og selvbestemmelsen, mens medarbejderne samtidig får mere tid til nærvær,” siger Asbjørn Ammitzbøll Flügge, chefkonsulent i IT-Branchen med ansvar for digital sundhed.

For at lykkes med udbredelsen af velfærdsteknologi er der brug for et stærkt samarbejde på tværs af sektorer. Ved at dele viden og erfaringer kan gode løsninger skaleres, så de gavner flere og skaber reel forandring for alle.

IT-Branchen har derfor deltaget med en lang række aktører i Partnerskab for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen, der er nedsat af Ældreministeriet.

”Vi er meget tilfredse med, at partnerskabet anbefaler, at digital velfærd skal anerkendes som en vigtig del af velfærden, og at der skal investeres i at skalere de gode løsninger,” siger Asbjørn Ammitzbøll Flügge.

Sammen kommer partnerskabet med 7 konkrete anbefalinger til, hvordan vi kan løfte ældreplejen i Danmark ved at udbrede og bruge velfærdsteknologi mere, end vi gør det i dag.

Anbefaling 1: Velfærdsteknologi skal tage udgangspunkt i borgeren

Velfærdsteknologi er ikke blot en teknisk løsning. Når den ældre bruger velfærdsteknologiske løsninger, skal udviklingen og implementeringen tage udgangspunkt i, hvordan det understøtter selvhjulpenhed og hverdagsmestring for den enkelte.

Vi anbefaler, at:

  • Virksomheder husker at inddrage borgere i udvikling af velfærdsteknologi.
  • Have fokus på, at borgere har forskellige forudsætninger for at ibrugtage velfærdsteknologi i deres hverdag.
  • Medarbejdere tilbyder træning, så den enkelte borger lærer at anvende løsningen.

Anbefaling 2: Medarbejdere og ledere skal være med hele vejen

Medarbejdere og ledere skal have de rette kompetencer – og inddrages i arbejdet med ny velfærdsteknologi. Det gælder både kompetencer i brugen af konkrete løsninger, men også i deres rolle som faglige aktører i en velfærdsteknologisk omstilling.

Vi anbefaler, at:

  • Der afsættes ressourcer til at styrke medarbejderes og lederes kompetencer.
  • Udbud af efteruddannelse og kurser styrkes.
  • Medarbejdere inddrages i behovsafklaring, idégenerering, udvikling og valg af løsninger.
  • Ledere klædes på til at tage ansvar for teknologiledelse og organisatorisk forankring.

Anbefaling 3: Civilsamfund og pårørende er hjælperyttere til velfærdsteknologisk tryghed

Pårørende og civilsamfund er vigtige sparringspartnere, når det kommer til at hjælpe borgere i gang med og blive trygge ved velfærdsteknologi. Men det kan være en barriere for udbredelse af velfærdsteknologi, hvis opbakningen fra og inddragelsen af pårørende og civilsamfund mangler.

Vi anbefaler, at:

  • Der igangsættes en undersøgelse af pårørendes erfaring og holdninger til velfærdsteknologi.
  • Pårørende indtænkes i forhold til både visitation til og ibrugtagen af ny velfærdsteknologi.
  • Der skabes mulighed for, at frivillige fra civilsamfundet kan formidle viden om velfærdsteknologi til ældre borgere.

Anbefaling 4: Borgere skal kunne se og opleve velfærdsteknologi

Der kan være ulige adgang og manglende kendskab til velfærdsteknologiske løsninger for borgere på tværs af kommuner. Det er vigtigt, at alle har mulighed for at få gavn af løsningerne – uanset hvor i landet de bor, og uanset hvilke forudsætninger de har for selv at opsøge velfærdsteknologi.

Vi anbefaler, at:

  • Kommunerne kommunikerer velfærdsteknologiske løsninger som en del af helhedsplejen.
  • Kommunerne igangsætter en tidlig indsats, hvor borgeren har overskud, mod og motivation til at tilegne sig nye færdigheder og ændrede vaner.
  • Kommuner og leverandører giver ældre borgere, pårørende og medarbejdere mulighed for at opleve velfærdsteknologiske løsninger.

Anbefaling 5: Viden skal accelerere udbredelse og skalering

Viden skal deles på tværs af fagligheder og geografi og på tværs af både kommunale, regionale, private og selvejende aktører. Ikke som tilfældige nedslag, men som en systematisk indsats for kollektiv læring og fælles fremdrift.

Vi anbefaler, at:

  • Alle aktører mødes og udveksler erfaringer i strukturerede samarbejder, og hvor erfaringer samles i en vidensbank.
  • Man undersøger, hvordan der kan udvikles fælles standarder for brug og vurdering af velfærdsteknologi.
  • Det fra nationalt hold prioriteres, at forskning integreres systematisk i udbredelsen af velfærdsteknologi.

Anbefaling 6: Investeringer skal fokuseres på modne teknologiske løsninger

I dag findes der velfærdsteknologiske løsninger med dokumenteret effekt – løsninger, der skaber bedre liv for borgere og et mere bæredygtigt arbejdsmiljø for medarbejdere. Alligevel forbliver en del af disse løsninger i afprøvningsfasen, fordi investeringerne i deres udbredelse udebliver.

Vi anbefaler, at:

  • Kommuner og leverandører samarbejder om at udarbejde en fælles ramme for udvikling af business cases.
  • Kommuner og leverandører samarbejder om indkøb og implementering af velfærdsteknologi.
  • Der nationalt og kommunalt prioriteres skalering og implementering af gennemtestede løsninger med blik for både kortsigtede og langsigtede gevinster.

Anbefaling 7: Klare linjer på den juridiske spilleplade

Selv de bedste teknologiske løsninger strander, hvis reglerne omkring deres brug er uklare. I dag bremser juridisk usikkerhed om f.eks. GDPR, MDR-forordning og datadeling – også selvom de har dokumenteret effekt og høj værdi for både borgere og medarbejdere.

Vi anbefaler, at:

  • Der nationalt klarlægges muligheder for brug af teknologiske løsninger inden for de eksisterende juridiske rammer.
  • Der nationalt tilvejebringes teknologineutralt lovgrundlag med henblik på at øge mulighederne for brug af teknologiske løsninger, der f.eks. bygger på kunstig intelligens.
  • Der nationalt samarbejdes for at ensrette den juridiske tolkning af den enkelte løsnings muligheder.

Her kan du læse de samlede ”Anbefalinger til udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen” samt partnerskabets ”Principper og anbefalinger til bedre og mindre dokumentation i ældreplejen”.

Om partnerskabet

Partnerskab for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen udspringer af ældrereformen. Partnerskabets opgave har været at komme med anbefalinger til, hvordan velfærdsteknologi, herunder kunstig intelligens, kan udbredes og skaleres i ældreplejen.

Partnerskab for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen samler en bred vifte af aktører, der hver især bidrager med værdifuld ekspertise og perspektiver til fremme af velfærdsteknologi i ældreplejen.

De repræsenterede er: Danish.Care, Danske Fysioterapeuter, Dansk Erhverv, Danske Professionshøjskoler, Danske SOSU-skoler, Danske Ældreråd, Dansk Industri, Dansk Sygeplejeråd, DigiRehab, Ergoterapeutforeningen, Essity, FOA, Gladsaxe Kommune, Guldmann A/S, Health Tech Hub Copenhagen, IDA, IT-Branchen, KL, Næstved Kommune, Teton.AI, Tunstall, Ældre Sagen, Aarhus Kommune, Aabenraa Kommune og Ældreministeriet.

Hvis du vil vide mere

Du kan læse Ældreministeriets pressemeddelelse om Partnerskab for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen på deres hjemmeside.

IT-Branchen har tidligere lavet en analyse omkring potentialerne ved velfærdsteknologi som fastslår, at velfærdsteknologi kan frigøre 2.000 medarbejdere i hjemmeplejen.

IT-Branchens Policy Board for digital sundhed arbejder for at forbedre og effektivisere sundhedsvæsenet gennem digitalisering og bedre brug af nye teknologier samt ved at bibeholde et konkurrencepræget hjemmemarked.

Hvis du vil vide mere om arbejdet eller være med i policy boardet kan du kontakte chefkonsulent Asbjørn William Ammitzbøll Flügge.

  • JEG BOR PÅ PJEHJEM SIDER I KØRESTOL, HAR ATYPI SK PARKINSON ,KAN IKKE TALE OG ER GAMMEL IT-UDVIKER OG HAR FOSKELIG IDER TIL HVODAN TEKNOLOGI KAN HJÆLPE MIG/OS . KAN JEG JEG SKIVE DEM TIL DIG?

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *