På kølig efterårsmorgen i Nordhavn samlede IT-Branchen, Klimadatastyrelsen og Dansk IT næsten 90 deltagere til en indsigtsfuld formiddag om en særlig slags data – nemlig Danmarks grunddata.
Samtidig er højdepunktet for konferencen Danmarks Data uddeling af Grunddataprisen, der for fjerde gang blev uddelt af Klimadatastyrelsen for at sætte fokus på den innovation og værdi, som grunddata muliggør.
Hvad er grunddata? Grunddata er de mest grundlæggende data om vores samfund. Det er data om personer, ejendomme, adresser, virksomheder og geografi. Det er data, som bruges af mange myndigheder på tværs af den offentlige sektor, og de stilles også frit til rådighed for den private sektor. Kilde: Klimadatastyrelsen
Fra geopolitik til grunddata
Danmarks Data blev indledt af Rikke Zeberg, direktør for Klimadatastyrelsen der slog fast, at grunddata faktisk er fundamentet for det digitale Danmark – og en helt særlig styrkeposition for Danmark.
”Grunddata er et rigtig godt sted i dag – værdiskabelsen er 5-6 gange højere end i den oprindelige business case – og lander på over 4,8 mia. kroner dokumenteret årlig samfundsmæssig gevinst,” fortalte hun og konkluderede: ”Data er en national styrke på lige fod med forsyning af energi og vand, når vi skal imødegå de aktuelle udfordringer med et ændret geopolitisk trusselsbillede.”
Rikke Zeberg blev efterfulgt på scenen af Ulrik Vestergaard Knudsen fra Netcompany, der trak på sin mangeårige erfaring som topdiplomat. Han skitserede bevægelserne i de tektoniske plader, der udgør den geopolitiske situation i dag.
Data, data, data
Efter dagens pause tog professor fra DTU, Sune Lehmann, deltagerne med ind i den nyeste forskning inden for store sprogmodeller og data, og illustrerede i lyn-tempo, hvor meget man faktisk kan forudsige om et menneskes liv. Der var mange telefoner i luften for at indfange hans præsentation med både formler, vektorer og variabler.
Ingen konferencen uden en paneldebat. Derfor satte paneldebatten mellem fire af juryens medlemmer: Natasha Friis Saxberg, adm. Direktør i IT-Branchen, Rikke Zeberg, direktør i Klimadatastyrelsen, Jeanette Hartz, direktør i Dansk IT og Ejvind Jørgensen, formand for udvalget for Offentlig Digitalisering i Dansk IT, også spot på muligheder og mangler i den digitale udvikling i Danmark. Et ekko i panelet var, at det som vi mangler i Danmark hverken er tech-talenter eller data, men mod.
Og vinderen blev…
Rikke Zeberg understregede at der i år var tale om et stærkt felt af indstillede kandidater til årets Grundatapris. De tre udvalgte norminerede var:
- Koordinat med løsningen Verna
- Globeteam og Septima med projektet MARS
- Proprty.AI med deres løsning af samme navn
Men kun én af virksomhederne kom hjem med et stykke Bornholmsk granit, som udgør selve Grunddataprisen.
Vinderen blev Proprty.ai!

Prisen blev uddelt med følgende begrundelse fra juryen:
Proprty.AI skiller sig ud i et særdeles stærkt felt. Det gør de gennem deres innovative tilgang til forretningsudvikling i tæt partnerskab med væsentlige aktører i branchen og innovativ anvendelse af AI, der muliggør stor værdiskabelse for deres kunder nationalt som internationalt. Proprty.AI anvender et bredt udvalg af grunddata og andre offentlige data i kombination med kundernes og partnernes forretningsdata og demonstrerer dermed tydeligt styrken i fundamentet med sammenhængende grunddata, hvorpå der kan skabes sammenhængende digitale løsninger.
I sin takketale bandt CEO for Proprt.AI Anders Holm Jørgensen en sløjfe på dagen med ordene: ”Vi kunne ikke have gjort det uden grunddata. Virkelig!”
Om Grunddataprisen
For fjerde år i træk uddeles Grunddataprisen til en privat virksomhed, der med en innovativ digital løsning har skabt værdi til samfundet.
Det kan være fx være en løsning, der har bidraget til grøn omstilling, effektivisering eller udvikling af nye forretningsmodeller. Prisen går til løsninger, der demonstrerer, hvordan offentlige data kan anvendes til at skabe vækst og værdi både for forretningen og for samfundet.
Tidligere års vindere
2022 E-nettet med deres løsning Ejendomsdata 2.0
2023 LE34 med Den Digitale Undergrund
2024 Clever med projektet Clever Location

