I 2022 går Grunddataprisen til E-nettet for deres løsning Ejendomsdata 2.0, hvor ejendomsmæglere som noget nyt kan få adgang til vigtig viden om klimaets påvirkning af en ejendom og dermed dens pris – både i form af den aktuelle klimamæssige situation og indikationer for, hvordan klimaforholdene vil udvikle sig over tid.
Stærkt felt med en klar vinder
Dommerpanelet, der består af Kristian Møller, direktør i Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur, Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen og Pernille Kræmmergaard, direktør i DI2X, modtog 12 indstillinger til Grunddataprisen, og havde nomineret følgende tre virksomheder:
• E-nettet, for deres Ejendomsdata 2.0 der giver et samlet datagrundlag til eksempelvis ejendomsmæglere og pengeinstitutter
• Geomatic, for deres segmenteringsværktøj Conzoom, der gør det muligt at målrette kommunikation til husstande og deres beboere
• Resights, for deres værktøj for udstilling af ejendomsdata til blandt investorer og ejendomsudviklere
Alle tre selskaber har i den grad formået at skabe løsninger på baggrund af offentlige grunddata, som er innovative og værdiskabende og som rummer et stort potentiale for yderligere vækst.
Alligevel var juryen ikke i tvivl, da vinderen skulle kåres.
”E-nettet formår at udvikle en målrettet løsning med forædling af offentlige data på klima, så resultatet er direkte anvendeligt i sektoren og med potentiale for udbredelse til andre sektorer. Løsningen medfører omfattende besparelser og værdiskabelse i finanssektoren og modellen for offentligt/privat samarbejde har stort potentiale for at kunne inspirere andre sektorer. Projektet er ekstraordinært og skiller sig ud fra de øvrige nominerede i den forstand, at det både skaber forretningsmæssig værdi for en hel sektor og hjælper det øvrige samfund med at håndtere udfordringer på klimaområdet,” udtaler Natasha Friis Saxberg.
Grunddataprisen uddeles til en virksomhed der først og fremmest har vist at der er et stort potentiale i at anvende grunddata til at skabe vækst og innovation, og er stiftet som et samarbejde mellem IT-Branchen og Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
Hvad er grunddata?
Grunddata er data om eksempelvis personer, virksomheder, fast ejendom, adresser og geografi. Alle data er tilgængelige for myndigheder, virksomheder og borgere via Datafordeleren. Hos Datafordeleren kan du få adgang til sammenhængende grunddata fra over 500 forskellige tjenester, som offentlige registre fremlægger.