Teknologi bekæmper økonomisk ulighed i Myanmar

De fire studerende bag AgriMatch fik en så god ide, at de løb af afsted med titlen som vindere af sidste års runde af Telenor Youth Forum og en pris på 100.000 NOK.

Taknologi bekæmper økonomisk ulighed i Myanmar

Tag med til lederdøgnet, og hør hvordan AgriMatch søger at bekæmpe den økonomiske ulighed i landbrugssektoren i Myanmar.

AgriMatch sikrer landmænd bedre vilkår

Økonomisk ulighed og fattigdom er realiteten for mange mennesker i en lang række udviklingslande, og rammer blandt andet landbrugssektoren i Myanmar, hvor godt 70% af befolkningen er beskæftiget med landbrug.

”Økonomisk ulighed i landbrugssektoren starter nærmest konsekvent i relationen mellem landmanden og mellemmanden. Sidstnævnte er personen, som køber landmændenes afgrøder efter høsten og sælger det videre til markedet eller til større eksportører,” fortæller Ingrid Høgh Rasmussen, Co-founder af AgriMatch og fortsætter.

“Ofte har landmænd kun mulighed for at sælge til en enkelt mellemmand, fordi de simpelthen ikke kender til flere, og de ender derfor ofte med at blive økonomisk udnyttet – og dette leder til en ond cirkel af korruption, gæld og fattigdom,” udtaler Ingrid.

I kombination med den økonomiske ulighed i Myanmars landbrugssektor, er Myanmar samtidig et land med en smartphone-penetration på op mod 80%. Og det så de fire studerende bag AgriMatch som en mulighed.

”AgriMatch er en app, som lader landmændene blive matchet og giver dem mulighed for at finde hinanden, så de kan kommunikere med andre landmænd via geolokation og organiserede gruppechats. Dette giver dem blandt andet mulighed for at forhandle og sælge kollektivt, hvilket er vigtigt og ofte et kæmpe forspring i at kunne få en god pris fra mellemmændene,” udtaler Ingrid.

Digitale løsninger er en nødvendighed, men ikke altid lige nemt

AgriMatch er et godt eksempel på, hvordan digitale løsninger er et helt essentielt værktøj for at forbedre menneskers levevilkår og realisere FN’s verdensmål, men det kan også være en svær opgave.

”I arbejdet med AgriMatch er det virkelig gået op for os, hvordan digital friktion opstår når de små detaljer ikke bliver integreret godt nok i udviklingsfasen,” fortæller Ingrid og slutter.

“På samme måde har det lært os, hvordan grundig integration og dybdegående forståelse af den samfundsmæssige kontekst kan være helt essentielt for at hjælpe udviklingsprocessen på vej, og i AgriMatchs tilfælde, skabe en større brugerflade og gøre løsningen mere bæredygtig.”

Vær med til at sætte digital friktion i fokus

Hvis du vil være med til at sætte digital friktion i fokus, så tilmeld dig lederdøgnet, hvor du vil kunne høre spændende oplæg fra bl.a. Ingrid og mange andre ledere fra det danske erhvervsliv.