AI supercomputer på vej til Danmark

En af verdens stærkeste computere kommer snart til at ligge i Danmark.

AI supercomputer på vej til Danmark

Hvis Danmark skal være med i kapløbet om AI, så kræver det massiv regnekraft. Dét får danske virksomheder og startups heldigvis adgang til i løbet af 2024, hvor et nationalt center for AI kommer til at huse en af verdens mest kraftfulde supercomputere.

Novo Nordisk Fonden og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) er gået sammen med NVIDIA om at etablere et nationalt center for AI-innovation, kaldet Gefion, der skal huse en af verdens kraftigste AI-supercomputere.

Målet er at sætte skub i forskning og innovation inden for bl.a. sundhed, Life science og grøn omstilling.

IT-Branchen havde derfor inviteret Pia Hardy, der er Life Science and healthcare lead for NVIDIA, forbi til at fortælle om det nye projekt, og om hvordan den danske it-branche kan bruge projektet som et springbræt til udvikling af fremtidens digitale løsninger.

At Danmark indgår et samarbejde med NVIDIA, giver rigtig god mening, da virksomheden sidder på omkring 70% af markedet for AI-chips, og generelt ses som værende langt foran deres konkurrenter i forhold til AI-processorkraft og -udvikling. NVIDIA kan da også fremvise use cases indenfor stort set alle industrier.

Pia Hardy fremhævede blandt andet transportområdet som et af de områder, der pga. udviklingen indenfor selvkørende enheder virkelig driver innovationen indenfor kunstig intelligens.

Sundhed og Life science er også en af de sektorer, der er mest fremme i forhold til AI-udviklingen. Her nævnte Pia Hardy et par eksempler, hvor hun også forventer, at den nye AI supercomputer kan sætte gang i udviklingen.

Det drejer sig blandt andet om medicinudvikling, som i dag er en meget langsommelig proces, men hvor evnen til at opdage ny og effektiv medicin kan accelereres markant gennem AI.

NVIDIA håber med Gefion Projektet at kunne sætte yderligere fart på hele økosystemet omkring AI-løsninger i danske innovative virksomheder og startups, så man er med til at understøtte både forskning og udvikling af nye løsninger.

IT-Branchen ser store muligheder med Gefion

Gefion er et godt eksempel på et markant offentlig-privat samarbejde, og fra IT-Branchen er vi meget begejstret for udsigten til at danske virksomheder og startups, der arbejder med AI, kan få adgang til AI supercomputeren under favorable vilkår.

Det vil give en stor konkurrencefordel til dansk innovation og ikke mindst den hastighed, som virksomheder kan få afprøvet og testet nye forretningsidéer og udviklingsprojekter.

Det vil selvfølgelig kræve at danske virksomheder og startups allerede nu gør sig klar til at kunne bruge Gefion.

Der er endnu ikke udmeldt eller fastlagt de endelige betingelser for at give virksomheder adgang til AI supercomputeren. Men der lægges op til forskellige prisstrukturer, så virksomheder af alle størrelser har mulighed for at for at købe sig adgang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *