AfspilThe shape of a play icon PauseThe shape of a pause icon
MuteThe shape of a muted speaker Annuller dæmperThe shape of a unmuted speaker

”DU SKAL SIGE HØJT, HVAD DU GERNE VIL HAVE”

Anette Vainer

52-årige Anette Vainer er CEO i den danske afdeling af it-sikkerhedsvirksomheden Fortinet. Her arbejder hun sammen med 30 medarbejdere for at skabe en mere it-sikker verden. Hun er kvinde i en verden, der er domineret af mænd, og derfor lægger hun – blandt meget andet – stor vægt på at udrydde fordomme om kvinder i it-branchen.

Om Anette Vainer ligefrem har fået it ind med modermælken, er måske så meget sagt, men det ligger i den grad til kvinderne i hendes familie at arbejde med it.
 
”På universitetet læste jeg matematik, datalogi og økonomi. Jeg har det fra min mor, som er uddannet datamatiker, og jeg har vist også givet det med at programmere videre til min datter, som er backend-udvikler. Men jeg har samtidig altid interesseret mig for psykologi, og det bruger jeg meget i min daglige ledelse,” fortæller Anette Vainer og fortsætter.
 
”Som udgangspunkt skal der være et match mellem leder og medarbejder for at samarbejdet fungerer godt. Og som leder er du nødt til at interessere dig for mennesker. Det kan nogle gange være en udfordring, fordi medarbejderne i en virksomhed i sagens natur er meget forskellige. Som leder skal jeg derfor være god til at favne alle typer af mennesker.”

Som kvinde i it-branchen kan man til tider opleve at blive afbrudt af mandlige kolleger. Det skal vi kvinder være opmærksomme på og reagere på.

Efter mange år i it-branchen er Anette Vainer også meget bevidst om, at hun arbejder i en mandsdomineret verden, hvor fordomme om kvinder af og til viser sit ukonstruktive ansigt.

”Som kvinde i it-branchen kan man til tider opleve at blive afbrudt af mandlige kolleger. Det skal vi kvinder være opmærksomme på og reagere på. Som leder arbejder jeg med at gennemføre bias tests og snakke om problemer med fordomme i sammenhænge, hvor både mænd og kvinder er til stede. Jeg starter altid med det lette, fx fordomme omkring alder. Og så bliver det snart naturligt også at tale om fordomme omkring kvinder i branchen.” Anette Vainer taler også om mænds mere eller mindre underbevidste generaliseringer af kvinder i it, når hun fungerer som mentor for IT Branchen. Det er eksempelvis at kvinder ikke er teknisk anlagt. De unge, kvindelige it-talenter, som hun giver sparring, trækker på hendes årtier lange erfaring, men Anette Vainer lærer også selv meget af mentorsamtalerne.

Vi skal hver især ikke gå på kompromis med vores værdier. Vi skal naturligvis opføre os ordentligt som mennesker, men vi skal samtidig holde godt fast i os selv.

”Mentorarbejdet har simpelthen gjort mig mere bevidst om, hvilke værktøjer, der virker, og jeg har gennem mentorarbejdet forfinet flere af de værktøjer, jeg arbejder med til daglig.”

Hendes primære fokus i mentorarbejdet er at hjælpe de unge talenter til at blive bevidst om deres egne værdier.

”Det er vigtigt, at vi kan sige højt, hvad vi gerne vil, når vi går på arbejde. For vi skal hver især ikke gå på kompromis med vores værdier. Vi skal naturligvis opføre os ordentligt som mennesker, men vi skal samtidig holde godt fast i os selv.”

ANETTE VAINER:

Derfor skal du arbejde med it

Du kommer ikke til at kede dig – der sker en masse

Der er mange typer af jobs, og du kan hurtigt til at stige i graderne

Du kan være med til at forandre verden