Brug for hjælp? Så spørg en voicebot

For Københavns Kommune, der årligt får 10.000 nye indbyggere, er brug af AI en oplagt mulighed for at effektivisere deres service. Forsøgsresultater af brug af bl.a. voicebots har kun givet dem mod på endnu mere.

På dette års Lederdøgn var der fokus på AI i praksis, både i et globalt og ikke mindst i et nationalt perspektiv.

Her kunne man møde centerchef for Koncernservice i Københavns Kommune, Søren Ahrensberg, der delte ud af nogle af de erfaringer, kommunen har gjort sig ved brug af automatiseringer og ikke mindst i teknologiafprøvning af voicebots, som kan hjælpe den enkelte med at nulstille passwords.

”I Koncernservice, hvor jeg arbejder, har vi ansvaret for vores økonomiservice, finans-, personale- og lønadministration. Vores kunder er dermed alle vores ca. 45.000 kollegaer og alle de leverandører, der handler med Københavns Kommune. Det betyder, at vi får ca. 500.000 henvendelser om året,” fortæller Søren Ahrensberg.

For Danmarks største kommune er der altså masser af gevinster at hente ved at automatisere arbejdsprocesser, hvilket de efterfølgende har oplevet stor succes med.

”Det, at vi har brugt RPA robotter, har betydet, at vi i det første halve år, har fået automatiseret ca. 5.500 produktionstimer. Vi har på nuværende tidspunkt automatiseret 10 af vores processer og er i gang med langt flere. I den forbindelse tester vi også brug af stemmestyrede robotter, voicebots, som kan automatisere telefoniske henvendelser.”

Åbner op for nye udfordringer

I takt med implementeringen af den nye teknologi kan der dog opstå nye udfordringer.

Det kan f.eks. være i situationer, hvor kommunens personale skal foretage skøn. Her skal man ifølge Søren også sikre, at teknologien understøtter disse. Ligeledes skal man sikre, at alle processer lever op til kravene om it-sikkerhed, og at databehandleraftaler med leverandørerne er på plads.

Søren Ahrensberg opfordrede dog også til mere samarbejde mellem kommune og it-leverandører, hvis voice-teknologierne skal vinde et større fodfæste.

”Nogle af de ting vi skal have på plads er sprogmodellen, it-sikkerheden, persondata og en masse retssikkerhed. På dette års Lederdøgn ønsker jeg at sige, at vi alle skal arbejde sammen med at løfte denne her teknologi. Det danske sprog er jo ikke så stort, så vi er langt fra det niveau, man ser på reklamer for Google, Amazon og lignende. Men vi er godt på vej. Så hvis der er flere, der efterspørger det, og flere der arbejder på det, så kan vi komme rigtig langt,” afslutter han.