Det er ikke muligheder, der mangler. For uanset om man nyder at fordybe sig i havens glæder eller blot vil have græsslåningen overstået hurtigst muligt, så findes der en sand urskov af produkter, der kan hjælpe en med havens mange pligter.
Som producent af haveprodukter er det evige spørgsmål derfor også, hvordan man differentierer sin plæneklipper eller sprinkleranlæg fra konkurrenternes tilbud.
Hvad er det, man skal tilbyde, og som konkurrenterne ikke gør?
Det var den udfordring, som en af de helt store producenter af haveløsninger, Gardena, stod med.
Opbyg din egen intelligente have
Gardena var naturligvis med på bølgen og producerede deres egne robotplæneklippere og vandingssystemer – og salget kunne absolut måles med konkurrenternes.
Men da de for nogle år siden skulle kigge på, hvad de ville i fremtiden, kiggede de ikke længere i retning af deres store konkurrenter.
I stedet tog de et kig på startup-scenen, og her kunne de se flere små innovative virksomheder, der begyndte at lave intelligente haveløsninger, hvor forskellige produkter trådløst var koblet op til internettet og kunne sende informationer til brugerne om havens beskaffenhed.
Det kunne Gardena også se mulighederne i, og de besluttede derfor, at de ville være de første af de store til at gå den vej.
Partnerskab om det tekniske setup
Udviklingen af helt egne fugtigheds- og temperaturmålere samt at sikre rækkevidden af de trådløse sensorer viste sig dog at være for ressourcekrævende for virksomheden, og derfor valgte Gardena at indgå i et samarbejde med en dansk virksomhed med ekspertise i netop IoT-løsninger.
Her kunne de få hjælp til alt fra udvikling af sensorer, test af kommunikationsflow, implementering af sikkerhed og til den nødvendige cloudløsning, så robotplæneklipperen og vandingssystemet snart kunne styres fra en app.
En udvikling der blot tog et år fra ide til at produkterne stod på hylden i butikkerne.
I modsætning til normale haveredskaber, der bare bliver ældre, mere slidte og taber sin værdi over tid, kan IoT-løsningerne forbedre produkterne over tid, da der løbende og trådløst kan tilføjes nye features og funktionaliteter til ens produkt.
F.eks. kunne fugtighedsmålerne og vandingscomputeren efter en softwareopdatering pludselig tale sammen, så sprinklerne kunne sættes til automatisk at gå i gang de steder i haven, hvor jorden trængte til vand.
IoT åbner op for nye forretningsmuligheder
Med udviklingsfundamentet på plads er det pludselig blevet nemt at koble nye produkter og services til den eksisterende løsning.
Det vil f.eks. ikke tage lang tid at sætte et kamera på løsningen eller at koble sprinklerne til udendørssaunaen, så der er et køligt brusebad klar, så snart man træder ud af den varme hytte.
”I princippet er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan udvikle. Men det er vigtigt, at producenterne åbner deres API, og er klar til at dele deres data, så andre virksomheder kan være med til at videreudvikle på løsningerne,” udtaler Brian Boyles, der er projektleder i Seluxit, der har hjulpet Gardena med den konkrete løsning.