It-konsulentbranchen er i vækst og kraftig forandring

Vækst og nye arbejdsformer hos kunderne vil føre til store forandringer i it-konsulentbranchen. Er du klar til en ny virkelighed?

Mand står ved peger på en whiteboard mens han kollegaer sidder ved bordet med deres computer og lytter smillende med

Den danske it-konsulentbranche voksede i ifølge Danmarks Statistik i perioden 2013-18 fra en omsætning på 65,3 mia. kr. til 83,4 mia. kr. En vækst på 27,6% på bare fem år.

En vækst der ikke alene kan tilskrives den generelle vækst i erhvervslivet, men som også skyldes et skifte i udviklingsmetoderne ude i virksomhederne. Og under alle omstændigheder en udvikling, der har ændret måden, mange virksomheder bruger og finder konsulenter på.

Skift til agile metoder påvirker it-konsulentbranchen

Gennem de seneste 10 år har langt de fleste virksomheder skiftet deres it-udviklingsmetode fra en traditionel vandfaldsmodel til mere agile udviklingsmetoder.

I vandfaldsmodellen prøver man at specificere projektet inden udviklingen påbegyndes, hvorimod man i den agile udviklingsmetode specificerer kravene undervejs i projektet, i takt med at man bliver klogere på, hvad slutbrugerne reelt efterspørger.

En primær årsag til skiftet mod agile metoder er, at det for langt de fleste virksomheder har vist sig svært eller helt umuligt på forhånd at definere alle aspekter af det projekt, de ønsker.

Mange konsulenthuse har da også oplevet at levere it-projekter, der formelt opfylder kravspecifikationen, men reelt ikke skaber den forventede værdi for kunden.

Skiftet fra vandfaldsmodeller til agile modeller har samtidig ført til, at flere virksomheder i stigende grad hyrer enkeltkonsulenter til at træde ind som en del af virksomhedens eget team i stedet for at hyre et konsulenthus til at levere hele projektet.

Denne tendens har medført en kraftig vækst hos mindre og freelance konsulenthuse, hvis forretningsmodel er at source den enkelte konsulent og dennes kompetencer i freelance-markedet for kunden.

Nye måder for kunderne at købe konsulenter på

De gamle dage, hvor konsulenthusene brugte Michelin-middage og betalte konferencer på eksotiske steder som salgsstrategi, er nok forbi.

Indkøbsfunktionerne, der er ansvarlige for at udvælge, hvilke konsulenthuse de samarbejder med, er blevet professionaliseret gennem de seneste 10 år.

Fra at være baseret primært på personlige relationer, har mange i dag valgt en gruppe af foretrukne leverandører, som hver gang må konkurrere om de enkelte konsulentopgaver.

Denne model giver dog stadigt en begrænset adgang til markedet, og virksomhederne søger derfor stadig efter effektive måder, hvorpå de kan få adgang til en større del af konsulentmarkedet for at få den bedste pris og de helt rigtige kompetencer i det øjeblik, de har brug for dem.

Automatiserede platforme vinder frem

Af samme grund er markedet for online platforme, hvor man kan finde de helt rigtige it-konsulenter, vokset de seneste år.

Både sites som onsiter.com, Worksome og Upwork oplever da også stor vækst for tiden.

Kombinationen af de automatiserede platforme og kundernes ønske om at tilgå hele konsulentmarkedet skaber sandsynligvis nye muligheder for den store mængde af små og mellemstore konsulenthuse.

SMV-konsulenthusene har tidligere haft begrænset adgang til de store kunder i Danmark, men de nye ønsker og platforme vil i højere grad give dem denne adgang.

Vi vil derfor formentligt fortsat se en masse nye og mindre konsulenthuse få succes i konsulentmarkedet, fordi det ofte er dem, der råder over enkeltpersoner med højt specialiserede kompetencer.

Hvem er it-konsulenterne?

Ordet “konsulent” hentyder normalt til en rådgivningsfunktion og forbindes ofte med klassiske management konsulenthuse som McKinsey eller Boston Consulting Group.

Disse konsulenthuse går typisk ind og laver en analyse af en given problemstilling afleverer en rapport med en række anbefalinger, som det er op til kunden selv at implementere.

It-konsulenter dækker både over konsulenter der er ansatte i konsulenthuse og en stadigt voksende gruppe af fuldtidsprofessionelle freelance-konsulenter.

Det er de færreste it-konsulenter, der udelukkende leverer rådgivning og anbefalinger.

Langt de fleste it-konsulenter leverer reelt udførende arbejde, og de største områder er softwareudvikling, projektledelse og tekniske specialister inden for it-infrastruktur og cloud.