IT-Branchen: Kære regering, det er nu vi skal investere milliarder i AI

Med weekendens udvikling i USA står det tydeligere end nogensinde før, at AI er blevet en brik i et større geopolitisk spil. Det haster med at få etableret en samlet dansk AI-satsning, og IT-Branchen præsenterer her en AI-køreplan til den nye firkløverregering.

AI trækker overskrifter. Både politisk og i erhvervslivet. Sjældent har en teknologi fået så meget spalteplads, og alt fra dommedagsscenarier til en lysere fremtid med kunstig intelligens fylder i overskrifterne.

Senest er virksomheden Anthropic blevet beordret af Trump-administrationen til at lukke for adgang til deres mest avancerede AI-modeller for udenlandske borgere. Et træk, der har skabt stort postyr og usikkerhed. Officielt er begrundelsen, at det sker med henvisning til nationale sikkerhedshensyn, men der er mange spekulationer om motiverne bag beslutningen:

”Teknologi er gået fra at være noget, vi købte, til at være kritisk infrastruktur. Adgang til de nyeste AI-modeller er blevet forretningskritisk for offentlige og private aktører. Danmark skal have det lange lys på, så vi får fremtidssikret alle borgere, virksomheder og samfundet bredt til at skabe værdi med AI. Det bliver ikke let, men det er nødvendigt, for det er én af vores vigtigste opgaver som samfund lige nu”, udtaler Natasha Friis Saxberg, CEO i IT-Branchen.

AI som løftestang for vækst, velfærd og sikkerhed

I det nye AI-udspil præsenterer IT-Branchen en række helt konkrete anbefalinger til den nye firkløverregering. Fokus er på at skabe en samlet og ambitiøs AI-vision med massive investeringer i alt fra compute til kompetencer til anvendelse.

I en ny verdensorden kommer Danmark ingen vegne uden politisk handling og ambitiøse investeringer i AI. Vi skal derfor investere strategisk i at skabe værdi oven på AI, og sikre at alle danskere bliver AI-parate og klar til at håndtere både mulighederne og risiciene.

En ny regering, hvor AI fylder, men hvor pengene mangler

IT-Branchens anbefalinger spiller ind til det nye regeringsgrundlag for S-SF-R-M-regeringen. Her har AI fået sit helt eget afsnit, hvor regeringen selv fastslår, at målet er at skabe en ”strategisk og balanceret tilgang til kunstig intelligens”.

IT-Branchen støtter op om de mange forskellige AI-initiativer i regeringsgrundlaget, der spænder fra en AI-accelerationsfond til en national strategi for AI i uddannelserne. Men når det kommer til finansieringen, står ambitionerne alene. For lige nu er der ikke afsat midler til faktisk at udføre arbejdet med AI.

”Det er meget positivt, at regeringen vil sætte turbo på AI. USA og Kina ræser afsted, og ingen venter på Danmark. Vi skal derfor selv definere, hvad det er for en fremtid, vi ønsker med AI. Men vi kommer altså ingen vegne uden en ambitiøs plan og penge, der følger med”, siger Natasha Friis Saxberg og fortsætter:

”Vi foreslår en national AI-skaleringsfond på 20 mia. kr., som skal skabe dét momentum, som Danmark har brug for. Samtidig anbefaler vi, at statsministeren sidder for bordenden i et nationalt AI-råd. Vi skal investere i alt fra anvendelse, innovation, uddannelse og infrastruktur til meget mere. Hvis vi bare kaster os ud i enkeltstående AI-tiltag uden en klar retning, så ender vi med et kludetæppe. Og det har vi ikke råd til som land, da det er vores allesammens velfærd og velstand, som vi sætter over styr. AI forsvinder ikke i morgen.”

IT-Branchens anbefalinger

IT-Branchens udspil bygger på syv prioriteter, der samlet skal sikre, at Danmark udnytter mulighederne med AI bedre, at vi fastholder en høj tillid i befolkningen, og at vi får alle klædt på til at håndtere de samfundsforandringer, teknologien medfører.

01: SKAB EN FÆLLES AI-VISION FOR DANMARK

02: FÅ FUNDAMENTET PÅ PLADS

03: OMSÆT AI TIL VÆRDI

04: STYRK TILLID & INNOVATION

05: AI ER FOR ALLE

06: GØR DANMARK ROBUST I AI-ÆRAEN

07: SUCCES MED AI KRÆVER POLITISK EJERSKAB

Vil du vide mere om IT-Branchens arbejde med AI?

IT-Branchens Policy Board for NewTech arbejder for at sætte retning og løfte regeringens digitale ambitioner for erhvervslivet inden for nye teknologier som AI og kvanteteknologi. Fokus er på at bidrage med teknologiske og kommercielle indsigter og viden, der kan inspirere og kvalificere, hvordan virksomheder, politikere og samfundet bredt kan navigere i en ny teknologisk virkelighed. Kontakt Charlotte Holm Billund, hvis du vil høre mere eller være med i boardet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *