I et fælles debatindlæg “Gør bæredygtighed til krav i alle offentlige indkøb” i Børsen opfordrer IT-Branchen, Dansk Erhverv og Atea til, at alle offentlige indkøb skal indeholde krav til bæredygtighed.
Som det er i dag, er det op til den enkelte myndighed, om og hvordan klima- og miljøhensyn vægtes i offentlige udbud.
Desværre går det den forkerte vej med de grønne krav i det offentlige.
Hvor det sidste år var 42% af de offentlige indkøbere, der tillagde grønne krav og kriterier væsentlig betydning for deres endelige valg af it-løsninger, er det i år kun 35%. Det viser IT-Branchens årlige IT-Barometer undersøgelse.
”Vi oplever faktisk, at det offentlige stiller flere grønne it-krav i deres it-udbud, men det er ofte minimumskrav, som de fleste leverandører nemt kan leve op til, og derefter vælger man så bare det billigste tilbud, men ikke den grønneste løsning,” udtaler Troels Johansen, chefkonsulent i IT-Branchen med ansvar for Policy Boardet for den grønne omstilling og fortsætter:
”Som en af vores grønne medlemsvirksomheder udtalte for nyligt: Selvom vi bruger en del ressourcer på området, har vi stadig til gode at vinde et offentligt udbud, fordi vi kan levere den bedste og grønneste it-løsning.”
De grønne krav mangler trods de gode hensigter
På tværs af ministerier og indkøbsfællesskaber er der ellers arbejdet med flere gode grønne initiativer. Men trods de fremskridt er det samlede billede fortsat præget af hensigtserklæringer frem for konsekvente krav og konkret fremdrift.
Vi mangler fortsat klare mål og politisk retning. Handler vi ikke snart, risikerer vi at forspilde det strategiske potentiale i de offentlige indkøb – netop som Danmark og Europa har allermest brug for grøn omstilling og styrket konkurrenceevne.
Vi har ikke råd til at vente længere. Klimaet, erhvervslivet og samfundet kalder på handling nu.
Sæt klare krav og mål for grønne indkøb nu
Klimamål uden krav til offentlige indkøb er halve løsninger. Vi opfordrer derfor regeringen og Folketinget til at:
- Vedtage bindende klimamål for offentlige indkøb. Der skal fastsættes ambitiøse, målbare og forpligtende mål for reduktion af CO₂ fra offentlige indkøb – og målopfyldelsen skal kunne følges løbende. Klimarådet har gentagne gange anbefalet, at der opstilles konkrete mål for offentlige indkøbs klimaaftryk.
- Gøre bæredygtighed til et obligatorisk konkurrenceparameter. Klima og miljø skal være en fast og vægtet del af alle offentlige udbud. F.eks. kunne man lade sig inspirere af Norge, hvor man har besluttet, at klima og miljø skal vægte mindst 30 pct. i alle offentlige indkøb. Fraviges det, skal det begrundes skriftligt og offentligt. Det vil styrke virksomhedernes incitament til at investere i bæredygtige løsninger.
- Udarbejde en ny strategi for bæredygtige offentlige indkøb. Danmark skulle skrive historie med ambitiøse klimamål for offentlige indkøb – sådan lød det fra Finansministeriet i 2020. Men ambitionerne er siden forsvundet i forvaltningens maskinrum, og i mellemtiden er udledningerne fra de offentlige indkøb steget. Det er tid til en opdateret og forpligtende strategi, der omsætter visioner til virkning og gør bæredygtighed til et styrende princip for statens, kommunernes og regionernes indkøb.
Brug indkøbsmusklen aktivt
Det offentlige skal bruge sin indkøbskraft strategisk – ikke defensivt. Når staten, regioner og kommuner stiller klare krav, driver det innovation og marked for grønne løsninger. Det skaber danske arbejdspladser, styrker eksportpotentialet og reducerer klimaaftrykket.
Vi ser allerede, hvordan virksomheder udvikler verdensledende bæredygtige løsninger – men uden et stærkt hjemmemarked risikerer vi, at idéerne forbliver på tegnebrættet. Offentlige indkøb kan og skal være løftestangen.
Regeringen har muligheden for at sætte retning. Spørgsmålet er, om den har viljen?
Hvis du vil vide mere
Du kan læse mere om policy board for grøn omstillings arbejde på hjemmesiden. Derudover kan du altid tage fat i Troels Johansen, chefkonsulent for grøn omstilling i IT-Branchen.

