Tæt samarbejde skal sikre børn digitale kompetencer

Vigtigheden af et samspil mellem erhvervslivet og skolerne samt behovet for at børns dannelse også skal inkludere teknologiforståelse, blev drøftet på højt niveau i sidste uge.

Tæt samarbejde skal sikre børn digitale kompetencer

Der blev skruet helt op for kæmpehittet ”Stor mand” med Odbjerg og Rahim, da Københavns børne- og ungeborgmester, Jakob Næsager (K), var forbi for at opleve Coding Class CPH, og de seje elever fra Skt. Annæ pitche deres teknologiprojekter.

Eleverne havde fået til opgave at hjælpe YouSee med at komme ideer til, hvordan virksomheden kunne få flere børn og unge til at benytte sig af deres film- og musiktjenester.

Og kreative ideer var der masser af.


I et af projekterne havde eleverne f.eks. benyttet en Merge Cube til at skabe et 3D univers omkring Odbjerg og Rahim med tekster, musikvideo og quiz, så man kunne interagere på helt nye måder med sine idoler og favoritnumre.


I et andet havde eleverne udviklet en 3D-verden, hvor man selv kunne være med i f.eks. filmen Find Nemo og interagere med nogle af de figurer, der er med i filmen.

Fokus på samspil og dannelse

Borgmesteren var især begejstret for det tætte samspil mellem klasserne og virksomhederne, som Coding Class giver og som giver børnene et indblik i hverdagen i en virksomhed, og hvordan man arbejder innovativt med at bruge teknologien til at løse problemer.

”Jeg tror, at det er vigtigt, at man som ung bliver præsenteret for en bred vifte af uddannelsesmuligheder. For mange elever er sådan et forløb med til at åbne op for en helt ny verden, hvor de oplever, at teknologien kan bruges på mange forskellige måder ude i erhvervslivet,” fortalte Jakob Næsager, lige inden han skulle ind og drøfte vigtigheden af børns digitale kompetencer i en rundbordssamtale med repræsentanter for erhvervslivet.

Coding Class CPH handler dog ikke kun om den tætte kontakt mellem erhvervsliv og skolerne, men også om den grundlæggende dannelse i folkeskolen.

”Det er vigtigt, at man ved, hvordan teknologien er bygget op, og at man har en forståelse for, hvordan den fungerer – og ikke mindst hvad den kan bruges til. Derfor er det også godt, at eleverne er med i nogle forløb, der udvikler og udfordrer dem, så de står stærkere i forhold til deres fremtidige jobmuligheder,” udtaler Jakob Næsager.

Næsten 30.000 elever har været med

29.120 dansk og grønlandske elever har siden 2016 deltaget i en Coding Class, hvor de har lært at være kreative og innovative med teknologi og it.

Eleverne får i forbindelse med et Coding Class forløb en forretningsudfordring fra en virksomhed, hvorefter koder en løsning og pitcher den i ægte “Løvens Hule”-stil overfor virksomheden.

Coding Class har med kombinationen af teknologi og tæt erhvervskontakt vist sig at være en stor succes og erfaringerne har været med til at inspirere til, at både lærere, skoler og eksperter nu anbefaler, at teknologiforståelse skal ind som faglighed i folkeskolen.

Derfor er IT-Branchen også glad for, at Københavns Kommune går forrest og viser, hvorfor det vigtigt at koble erhvervsliv sammen med elever og at give børn en bedre teknologiforståelse allerede i folkeskolen.

”Der skal lyde en stor tak til Københavns børne- og ungeborgmester, Jakob Næsager, og repræsentanterne fra erhvervslivet for at tage dialogen om vores børns digitale kompetencer. Det er vigtigt, at vi står sammen om at give alle børn i kommunen lige digitale muligheder,” siger Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *