Søndag 21. maj var en række af IT-Branchens medlemmer inviteret med på en Walk & Talk og var så heldige at få digitaliseringsminister Marie Bjerre som guide langs Frederik Den VII’s Kanal efterfulgt af en sejltur tilbage til Løgstør.
Et møde der gjorde indtryk
Selvom vejret var fantastisk og de fem kilometer gav masser af mulighed for snak og dialog, var det en helt anden tur, der først og fremmest blev diskuteret.
Digitaliseringsminister Marie Bjerre var netop kommet hjem fra en tur i Silicon Valley, hvor hun mødtes med en række af it-verdenens helt store virksomheder som Meta, YouTube og Microsoft.
Efter de møder var hun overrasket over, hvor lidt bekymrede tech-giganterne var over, hvordan deres teknologi, algoritmer og platforme påvirkede børn negativt. Den problematik syntes ministeren ikke fyldte nok hos dem, og hun savnede grundlæggende en større selvrefleksion fra virksomhedernes side på den front.
Til gengæld glædede hun sig over, at den eksisterende og kommende EU-regulering fyldte meget hos tech-giganterne, da det viste, at vi virkelig kunne gøre en forskel, hvis vi som et samlet Europa gik ind og regulerede på det her område.
En regulering af de sociale medier, hun da også følte, der var behov for, for at sikre at vi som individer og børn får mulighed for at vide, at vi bliver udsat for smarte algoritmer, så vi kan træffe et valg.
Et emne hun også har fortalt om til Børsen ”Minister mødtes med tech-giganter i Silicon Valley – hun er stadig bekymret.”
Et problem at intellektuelle rettigheder forsvinder
I forlængelse af diskussionen omkring Silicon Valley, kom Allan Juhl, adm. direktør i Emento ind på en anden problemstilling, hvor vi måske ligefrem kunne lade os inspirere af, hvordan man gjorde tingene i Silicon Valley.
Flere oplever, at det er problematisk, at man især ved offentlige udbud ofte skal overdrage de intellektuelle rettigheder til sin kode eller løsningen til kunden, da det besværliggør videreudvikling og innovation på tværs af offentlige kunder.
Her kunne flere af de deltagende medlemmer godt tænke sig, at det var mere som i USA, hvor IP-rettighederne blev hos it-virksomheden.
For det kan godt være, at vi er langt fremme i dag mht. offentlige digitale løsninger. Men frygten er, at vi har tabt den førerposition om 10 eller 20 år, hvis it-virksomhederne ikke får lov til at beholde de intellektuelle rettigheder på det, de skaber.
Gammel jura spænder ben
En anden udfordring, der blev talt om under gåturen, var den ofte forældede jura, der ofte er blevet en hæmsko, når man skal udvikle nye løsninger.
Et af medlemmerne havde et eksempel, hvor de udviklede en app som en pilottest, der skulle støtte børn der gennemgår en skilsmisse, og som oplever konflikter mellem forældrene, så børnene har et sted de kan få hjælp.
Her var over 20 forskellige jurister inde over bare for at vurdere, om man overhovedet kunne lave en pilottest. Et andet eksempel var en simpel chatfunktion i en kommune, hvor der også var flere jurister og råd inde over for at vurdere, hvordan den skulle sættes op.
I begge eksempler viste det sig, at det ikke var de enkelte digitale løsninger, der var problemet, men de omkringliggende forældede rammer og lovtekster, der i sidste ende stoppede de ellers gode og brugbare løsninger.
En god dag afsluttes med kagebord
Undervejs på gåturen blev deltagerne budt på både musik samt gastronomiske og lokale lækkerier præsenteret af områdets erhvervsdrivende.
Turen slutter på Pavillon ChristiansMinde med det legendariske kagebord, som en perfekt afslutning på en oplevelsesrig tur. Den samlede dag blev arrangeret af Lions Club i Løgstør og overskuddet gik til velgørenhed.