Det bruger kommunernes deres it-budgetter på

Sammen med Mercell har IT-Branchen kigget nærmere på kommunernes it-investeringer fra 2014-2023. Især tre områder er der investeret i.

Samlet set investerede kommunerne over 6,6 mia. kr. i it og teknologi i 2023, hvoraf indkøb af software og hardware med 1,8 mia. kr., udvikling og programmering med 1,0 mia. kr. samt it-konsulentbistand med 3,1 mia. kr. stod for de største poster.

Spørger man kommunerne, er det især videoløsninger (25%), Robotic Process Automation (24%), og apps (15%), der skaber mest værdi ude i kommunerne i dag. Samtidig er der store forventninger til, at generativ AI (37%) vil være en af de helt store værdiskabere i fremtiden i kommunerne.

”Kigger vi på kommunerne er der virkelig gang i investeringerne. Både hvad angår de mere modne teknologier som videoløsninger og RPA men også i forhold til AI, ser vi en stor interesse. Derfor tror jeg også, at vi fremover kommer til at se stigende it-investeringer på tværs af kommunerne,” udtaler Christoffer Strøier, Group Product Director i Mercell.

It-investeringer i din kommune

Brug Danmarkskortet til at gå ind og se, hvor meget den enkelte kommune har investeret i it fra 2014 og frem til 2023. Der er stor forskel på kommunernes investeringer, og man kan flere steder se, hvornår en bestemt kommune har investeret i f.eks. indkøb af nye computere.