Den samlede omsætning for 3. kvartal 2025 for it-branchen i Danmark endte på 87,9 mia. kr., hvilket er ca. 7,5 mia. kr. mere end 3. kvartal 2024 – svarende til en stigning på 9,4%.
Det viser seneste tal fra Danmarks Statistik og IT-Branchen.
I 2024 slog it-branchens samlede omsætning med hele 330 mia. kr. endnu engang rekord, og har derfor aldrig været højere. Men hvor der i 2021 og 2022 var tale om vækstrater på hhv. 13,7% og 7,5%, var omsætningsvæksten i 2024 kun 5,5%.
Med en stigning på hele 9,4% mellem 3. kvartal 2025 og 3. kvartal 2024 ser det ud til, at markedets opbremsning i 2023 og 1. kvartal 2024 er afviklet, og at der atter er gang i de helt store investeringer.
Stor forskel mellem underbrancher
Især underbranchen Informationstjenester præsterer rekordvækst, når vi sammenligner med samme periode sidste år. Her er omsætningen i 3. kvartal steget med 35,0%, mens eksporten steg med hele 62,9%.
Det er særligt indenfor informationstjenesterne, der inkluderer cloud, databehandlingsløsninger og webhosting, at de danske it-virksomheder oplever en kraftig vækst lige nu.
Det er dog fortsat it-konsulentvirksomhederne og virksomheder, der engroshandler med it-udstyr, der står for størstedelen af branchens omsætning. IT-konsulenter og engroshandel står samlet for ca 70% af omsætningen.
It-branchen er defineret som: 26001 Fremstilling af computere og kommunikationsudstyr mv., 46005 Engroshandel med it-udstyr, 58002 Udgivelse af computerspil og anden software, 61000 Telekommunikation, 62000 It-konsulenter mv. og 63000 Informationstjenester.
Kontakt analysechef Helena Juul, heju@itb.dk, hvis du vil høre mere om it-branchen i tal
Du kan læse mere om nøgletal for it-branchen her:
