Fra MitID og borger.dk til kørekorts-appen på telefonen. Der er efterhånden ikke en del af det offentlige Danmark, der ikke er digitaliseret. Det er langt hen ad vejen godt for det har i mange tilfælde gjort borgernes møde med det digitale Danmark nemmere og mere effektivt.
Men tit glemmer vi, at der stadig er en stor andel af befolkningen, der ikke hopper gnidningsfrit fra den ene offentlige løsning til den anden.
En ny analyse fra Digitaliseringsstyrelsen publiceret i august 2025, viser at i 2024 oplever 18 % af befolkningen udfordringer med offentlige digitale løsninger – det svarer til cirka 1 million danskere mellem 15-89 år.
”Det bliver et demokratisk problem, hvis vores offentlige digitale løsninger ekskluderer hver femte borger. Jo mere digitalt Danmark bliver, desto vigtigere er det, at så mange som mulige ikke oplever gnidninger, ellers mister vi både tillid og lighed i samfundet,” siger chefkonsulent i IT-Branchen Asbjørn William Ammitzbøll Flügge.
De 18 % dækker både over de 7 % af befolkningen, der slet ikke bruger offentlige digitale løsninger, og de 11 %, der brugerne dem, men som oplever udfordringer.
Teknologien er ikke hovedbarrieren
Analysen viser, at for mange borgere handler udfordringer i mødet med det digitale offentlige ikke primært om it eller teknologi, men om at navigere i og forstå det komplekse offentlige system.
Det kan f.eks. være at det er svært at finde rundt i regler, forstå breve og gennemskue, hvem man skal henvende sig til.
Kompleksiteten i struktur, kommunikation og myndigheders opbygning kan være mindst lige så afgørende som de tekniske løsninger.
Faktisk gælder det for to ud af tre borgere, som har udfordringer, at de ville have det ligesådan, hvis kontakten med det offentlige ikke var digital. Analysen viser også at 73 % af borgerne, der oplever udfordringer, faktisk anvender digitale løsninger mindst én gang om ugen.
Løsningen på problemet er derfor heller ikke at skrotte de digitale løsninger og gå tilbage til de analoge systemer:
”Antallet af digitalt udfordrede viser, at der bør sættes flere kræfter ind på at styrke hele processen omkring de digitale løsninger. Ikke kun når de lanceres, men også til den løbende kommunikation og muligheden for at få støtte og hjælp,” lyder det fra Asbjørn William Ammitzbøll Flügge, som fortsætter:
”Derfor er det også afgørende, at digital inklusion, fx digital fuldmagt og samtykke, fylder en stor del af den nye fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, så der kan blive taget hånd om udfordringerne ”.
Det gælder særligt for de unge på 15-24-årige, at de er udfordrede, fordi de oplever den offentlige sektor som kompleks.
Digitale gråzoner
Når der opstår problemer med digitale løsninger, så er der én bestemt måde at få hjælp på, som der oftest tyes til. Det gælder både for borgere der oplever og ikke oplever udfordringer med at anvende digitale offentlige løsninger.
66 % procent af de udfordrede borgere har således måtte spørge venner eller familiemedlemmer om hjælp. Analysen viser også 50 % af de borgere, der anvender løsningerne og som oplever udfordringer, kun i mindre grad eller slet ikke ved, hvor de kan få hjælp og vejledning.
Det viser et klart billede af, at mange borgere ikke ser det offentlige som et oplagt sted at få vejledning og hjælp, når de møder digitale barrierer.
Men det bør de kunne, mener Asbjørn William Ammitzbøll Flügge:
”Når jeg læser analysen, så illustrerer den, at der findes digitale gråzoner, hvor borgere får hjælp fra deres netværk – måske med og uden fuldmagt. Det er vigtigt, at vi ikke skaber en ny ulighed i samfundet, hvor borgere med et stort netværk kan få hjælp, og dem uden, ikke kan. Hvis ikke man kan få hjælp, opgiver man måske i sidste ende kontakten til det offentlige. Derfor er fra det offentliges side behov for mere synlig og tilgængelig hjælp.”
Hjælp fra det offentlige kan fx kan være i form af vejledere, telefonisk support eller støttepersoner, der nemt kan træde til, når teknikken driller, eller systemerne bliver uoverskuelige
Vil du vide mere om vores arbejde med offentlig digitalisering?
IT-Branchens Policy Board for offentlig digitalisering arbejder for at fastholde Danmarks styrkeposition inden for offentlig digitalisering, så ambitionerne ikke slækkes. Hvis du vil vide mere om arbejdet eller være med i policy boardet kan du kontakte chefkonsulent Asbjørn William Ammitzbøll Flügge:

