Internettet føles ofte vægtløst. Som en sky af forbindelser, man kan tappe ind i. Men i virkeligheden er det fysisk. Konkret. Og formet af dem, der ejer og driver det.
Vores podcast Blinde Vinkler er tilbage – nu med PROSA som samarbejdspartner. I denne anden episode af sæsonen tager vært Marie Høst dig med ind bag det vægtløse og glatte interface i dine apps, hvor der ligger lag på lag af kontrol – software, datacentre, søkabler.
Vi er nemlig i høj grad afhængige af en infrastruktur, vi ikke selv ejer, men slet ikke kan undvære. I en tid, hvor Europa er under pres økonomisk, sikkerhedsmæssigt og teknologisk, er denne afhængighed blevet endnu mere tydelig.

Med i studiet er medstifter af Tænketanken Digital Infrastruktur Sofie Flensburg. Hun forsker blandt andet i digital kommunikation, netværk, kontrol og suverænitet på Københavns Universitet:
”Det vores forskning handler om er at kortlægge de her fysiske ressourcer, som er dem, der gør os alle sammen i stand til at kommunikere via internettet,” fortæller Sofie Flensburg selv.
De mange lag i digital infrastruktur
Vores digitale infrastruktur er med andre ord et løg med mange lag. Noget af det mest synlige er det, som vi interagerer mest med i dagligdagen. Blandt andet apps og tjenester. Vi skriver til vores venner eller kolleger gennem apps, vi sender mails, ser en film eller booker en tid hos lægen i en app.
Hvis vi graver et lag dybere, finder vi eksempelvis de devices og de styresystemer, som vores apps og tjenester befinder sig på.
Nedenunder det lag finder vi datacentrene og cloud-tjenesterne, der igen gør, at de andre lag overhovedet kan fungere.
I nogle af de dybeste lag finder vi for eksempel i teleinfrastrukturen og den såkaldte ”last mile of the internet”, som er det sidste stykke af internetforbindelsen mellem en udbyders netværk og den enkelte slutbruger.
I et af de dybeste lag finder vi søkablerne. Under havet løber over 500 undersøiske kabler, som transporterer 99 % af al internettrafik. Kablerne er altså med andre ord fundamentet for internettets funktion.
Alle disse lag fra top til bund har i mange år været usynlige for os, men i takt med de seneste års geopolitiske gnidninger er deres sårbarhed blevet tydelig.
Vi skal ikke stræbe efter ø-drift
Så hvad gør vi, hvis vi lige pludselig bliver skåret fra, skåret af eller ikke længere har adgang til de mange lag?
Sofie Flensburg fortæller om begrebet ”ø-drift”, som netop dækker over den tilstand, hvor man er helt afskåret fra den globale digitale infrastruktur. Og er det den tilstand, vi skal stræbe efter at gøre permanent, så vi slet ikke er afhængige af omverdenen? Det mener Sofie Flensburg ikke:
”Jeg håber ikke, at den her stigende debat om suverænitet betyder, at vi skaber en eller anden fantasi om et lukket dansk internet”, fortæller hun og fortsætter
”Men vi kan måske godt tænke over, at der kan opstå situationer, hvor vi har brug for at gå i ø-drift, og hvordan skal vi sikre det”.
Hvis du vil høre mere om digital infrastruktur og suverænitet, kan du lytte til episoden på Spotify, Apple Podcasts eller lignende platforme. Du kan også finde episoden og alle tidligere sæsoner på blindevinkler.dk.
Det mener IT-Branchen om digital suverænitet
IT-Branchen lancerede tidligere på året vores anbefalinger til og perspektiver på, hvordan kan Danmark sammen med resten af Europa kan styrke sin digitale autonomi og gøre sig mindre afhængig af ikke-europæisk teknologi.
Om podcasten Blinde Vinkler
Bias er en uundgåelig del af livet, fordi vi hver især har et begrænset udsyn i verden.
Tanken om at en maskine kan gøre det bedre end os er forjættende og overalt støder vi på teknologi, der gennem sortering og anbefaling påvirker vores verdenssyn og vores beslutninger.
Men det vi putter ind i maskinen, er også det der kommer ud. Og ubevidst bias bliver reproduceret – og i visse tilfælde forstærket – af teknologi.
Så hvordan drejer vi på bias-knappen og sørger for lige muligheder for alle? Det undersøger vi i podcasten Blinde Vinkler. Podcasten er produceret af PROSA og IT-Branchen og beværtet af techjournalist Marie Høst.



