Her binder eksploderende katte de ansatte sammen

Hos Viking Software har de i deres knap 10 års levetid kun haft en enkelt opsigelse, og årsagen til det kan meget vel være at finde omkring et bord fyldt med sodavand, takeaway – og eksploderende katte.

Mens nogle virksomheder forsøger at styrke teamets sammenhold med tvungne samarbejdsøvelser og uendelige møder, tager Viking Software en lidt anderledes tilgang. Efter en dag med kode og programmering, afsætter man i virksomheden med jævne mellemrum i stedet tid af til at sprænge katte i luften.

Efter arbejdstid skiftes skærmen og kodningen ud med brætspil. Og her er et af de mest populære spil Exploding Kittens.

Men spilaftenerne er ikke kun sjov og ballade. De er med til at vise virksomhedens sjæl.

Hos Viking Software gør man nemlig meget ud af at skabe de bedste rammer for alle de ansatte – og derfor modtager de Månedens Brunsviger, hvor vi hver måned hylder dem, der vil dele deres historie med os andre.

Kode, kultur og katte skaber tilfredse medarbejdere

Mens mange virksomheder stadig navigerer i at finde den perfekte balance mellem arbejde og fritid, har man hos Viking Software tilsyneladende fundet opskriften.

Viking Software blev stiftet i 2014 og har i dag omkring 20 medarbejdere spredt over forskellige lande. Trods firmaets alder har blot en enkelt medarbejder valgt at sige op igennem tiden. Ifølge ejerne, ægteparret Bo og Kristina, er der en helt særlig årsag til, at tallet ikke er højere.

Man gør arbejdet til et familieforetagende. Og det er uanset om du i biologisk eller juridisk forstand faktisk er at betragte som familiemedlem. Alle de ansatte bliver betragtet som en del af Viking-familien.

”Hos Viking Software tager vi hånd om og prikker hinanden på skulderen, hvis vi kan se, at der er grund til bekymring. Og det gælder begge veje,” fortæller Kristina.

”Men vi skal da også krydre dagen med en smule sjov og ballade, så livet ikke bliver for tørt og trist,” tilføjer Bo hurtigt.

For både Bo og Kristina er nemlig helt med på, at et fuldtidsjob kan føles som en evighed i medarbejdernes hverdag, hvis ikke de trives og er glade for at gå på arbejde. Derfor sørger de også for, at hver dag på kontoret føles mere som en dag i selskab med venner og familie, end som endnu en endeløs mandag.

Og her spiller mere eller mindre kloge farjokes, virtuelle fredagsbarer og eksploderende katte på forunderlig vis en afgørende rolle i arbejdet med at forbinde de ansatte på tværs af kontorerne rundt omkring i Europa.

Virksomhedens ”Dad-A-Base” giver dig alle svarene

Den inkluderende kultur i Viking Software har med tiden ført til, at man på det danske hovedkontor med jævne mellemrum afholder spilleaftener, hvor der spilles bræt- og kortspil som fx Exploding Kittens, Cluedo og Hint indtil hele holdet er ved at dejse om.

Når humoren er i fokus, er det med til at styrke arbejdsmiljøet og kollegernes relationer. Og det, mener Bo og Kristina, er med til at gøre det ekstra, der adskiller Viking Software fra konkurrenterne. For det gode sammenhold i virksomheden skaber grobund for en øget motivation, når hverdagens arbejdsopgaver melder dig.

Initiativet med spilleaftenerne er ikke opstået ud af tilfældigheder, men udsprunget direkte fra medarbejdernes egne ønsker. Derfor sørger Bo og Kristina for at støtte op ved at sørge for takeaway og kolde forfriskninger.

”Selve hjertet i Viking Software er vores medarbejdere. Sociale aktiviteter som spilleaftener er vores pause fra dagligdagens opgaver. Når medarbejderne selv tager initiativ til at samles og være sammen, bliver vi kun glade af at kunne støtte disse tiltag. Ikke kun for at sikre en høj trivsel, men også anerkende en arbejdskultur og et ønske om at være sammen, der er drevet af lyst frem for pligt,” fortæller Bo.

Kristina fremhæver i den forbindelse den flade virksomhedsstruktur og den uformelle omgangstone som vigtige elementer i virksomhedens succes: ”Hverken Bo eller jeg dikterer, hvad vi skal og ikke skal. Det giver vores ansatte frit spil til at puste liv i skøre ideer, som vi aldrig selv ville have fundet på.”

Her er et andet eksempel på de ansattes frie tøjler den interne chatkanal “Dad-A-Base”, hvor daglige doser af farjokes får lov til at blomstre fra de kække udviklere.

”Vi ved, at vores gode tone over for hinanden er en af grundene til, at folk vælger os til. Både som kunde, men også når vi skal ud at rekruttere nye medarbejdere. Vores lønninger er måske ikke de højeste, men vi tilbyder en unik arbejdsplads med en realistisk tilgang til opgaverne og arbejdsbyrden. Når folk har det sjovt ved at komme på arbejde, kommer resultaterne og lysten til at yde sit bedste helt af sig selv,” fortæller Bo.

Skal du være den næste vinder af Månedens Brunsviger?

Hver måned kårer vi en fynsk it-virksomhed til at modtage en brunsviger, der kan deles mellem medarbejderne i virksomheden. Skal I være de næste?

Månedens Brunsviger handler om at komme om bag facaden og få de enkelte fynske it-virksomheder til at åbne lidt mere op for hinanden på en hyggelig og sjov måde, så man lærer hinanden at kende fra en mere uformel side også.

Det tror vi nemlig giver værdi og skaber et stærkere fynsk netværk.

Det eneste, man skal gøre, er at fortælle en sjov, anderledes eller uventet historie om enten virksomheden eller direktøren, som må bringes her på hjemmesiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *