Coding Class gav pote til Løvens hule

Pomfritter med colaraketter, der flygter fra sultne duer, var blot en af de kreative ideer, der blev vist, da børnene fra Coding Class var forbi Hitachi for at præsentere deres spil.

Forestil dig, at du er en pomfritbakke, der forsøger at hoppe væk fra nogle duer. Duerne vil gerne spise dig, fordi du er en pomfrit, og duer kan godt lide pomfritter. Derfor skal du hoppe fra platform til platform for at undgå at blive spist. Men du har heldigvis det hemmelige våben af colaflasker på ryggen, der skyder dig op i vejret som en raket, så du kan undslippe de sultne duer.

Sådan er verden i spillet kaldet MC Jump, som Thomas og Mathilde fra 5.X på Øster Farimagsgade Skole har udviklet sammen med deres gruppe under Coding Class.

”Jeg synes det er sjovt at kode. Man lærer en masse spændende og nyt, og det er noget, jeg gerne vil arbejde med i fremtiden,” siger Mathilde på 11 år.

Spillet var blot et af de mange, der blev præsenteret til Løvens Hule hos Hitachi, hvor en gruppe dommere gav feedback til elevernes kreativitet og bag omliggende kodning.

På dagen var flere repræsentanter fra Hitachi mødt op for at se børnenes spil, og dommergruppen bestod både af forskere, programmører og dataanalytikere.

”Hitachi er gået med i Coding Class, fordi vi synes, det er et spændende projekt, og ikke mindst fordi vi er nødt til at se, hvad der er behov for i fremtiden. For vi ved, at der kommer et større og større behov for udviklere, der kan kode og skabe med it,” fortæller Steen Munch Schmidt, pre-sales og GSS manager i Hitachi.

Medlemmerne i IT-Branchen er helt klare i mælet når de siger, at it skal på skoleskemaet i folkeskolen. På kort tid har børnene i Coding Class lært at skabe og integrere grafik i spillene, og de har opnået generel viden om kodning.

”I dag ser vi en generel tendens til, at børn er rigtig gode til at bruge teknologier, men de færreste har forståelse for, hvordan man skaber teknologier. Derfor har Coding Class-projektet vist stor betydning for, hvordan vi kan udvide forståelsen af teknologier hos børn. Og endnu vigtigere, hvis vi kan lykkes med at påvirke ministre til at se vigtigheden i at få IT på skoleskemaet,” siger Steen Munch Schmidt.

Ser du også vigtigheden i, at børn skal kode og forstå teknologi?


Se billederne fra dagen her:


Læs også:

Du kan læse mere om Coding Class her