Ifølge en ny opgørelse fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond (Eifo) er tempoet i de globale investeringer i kvanteteknologi eksploderet.
I år er niveauet allerede nået op på 3,4 mia. euro – omkring 25,4 mia. kr. – hvilket er markant over de 1,4 mia. euro, der blev investeret i hele 2024.
Tiltroen til kvanteteknologiens potentiale er altså stort. Men hvornår ser vi anvendelsen konkret? Selvom kvanteområdet ofte forbindes med fremtidsscenarier, bliver teknologien faktisk allerede anvendt i praksis.
Fire af de danske virksomheder, der udvikler og udruller kvanteteknologi, er med i IT-Branchens Policy Boardet for NewTech, hvor de ved det seneste møde præsenterede deres løsninger.
Kvantify: Kvantekraft i pharma og biotech
Kvantify er et af de yngre, danske kvantehuse, men med kun knap fire år på bagen har virksomheden allerede vokset sig til 40 medarbejdere, hvoraf en stor del er ph.d.’er med dyb specialisering i kvanteteknologi.
Ulrich Hoff, Quantum Engagement Specialist hos Kvantify fortalte, hvordan virksomheden i modsætning til mange andre aktører i feltet arbejder udelukkende med software. Virksomhedens fokus ligger alene inden for kemi, særligt pharma og biotech.

Kvantify udvikler avancerede algoritmer, der kan køre på tværs af alle typer kvantecomputere, og på hybridløsninger, hvor klassiske computere og kvantesystemer arbejder sammen.
De laver blandt andet ekstremt komplekse beregninger på store molekyler, som almindelige computere i dag har svært ved at håndtere. Selvom teknologien endnu ikke overgår klassiske computere på kemiområdet, bevæger Kvantify sig hastigt i den retning.
Virksomheden har allerede en række konkrete showcases, bl.a. inden for simulering af molekylære strukturer og reaktioner til brug i udviklingen af nye lægemidler. Her arbejder de med problemstillinger, hvor selv små forbedringer i beregningernes præcision kan få stor betydning for udviklingshastighed og -omkostninger.
GlobalConnect: Kvantesikret infrastruktur i stor skala
Med mere end 240.000 km lyslederkabler i Norden spiller GlobalConnect en central rolle i den nordiske datatrafik. Derfor er det naturligt for virksomheden at arbejde med at anvende deres lysledernet til at understøtte den næste generation af kvanteteknologiske løsninger.
Det fortalte Hans Jayatissa, Quantum Lead i GlobalConnect om. Især inden for cybersikkerhed og kryptering af data i deres netværk har GlobalConnect investeret massivt.

De har blandt andet udviklet et kommercielt og standardiseret QKD-setup, hvor man bruger egentlige kvantenøgler til at kryptere end-to-end kommunikationen.
Det giver en helt anden sikkerhed i forhold til de eksisterende public-private krypteringsnøgler, som man bruger mange steder i dag.
GlobalConnect fungerer i dag også som udviklingspartner for en lang række kvante-startups. Mange af dem kommer fra forskningsverdenen og mangler erfaring med, hvordan kvantehardware omsættes til robuste, kommercielle produkter. Her hjælper GlobalConnect med alt fra praktiske designkrav til, hvordan udstyret skal passe ind i et almindeligt serverrack.
TDC Erhverv: Forbereder Danmark på fremtidens cyberangreb
Hos TDC Erhverv fylder cyber- og kvantesikkerhed allerede markant fortalte Sebastian Damm Wray, Head of Quantum Networks & Security. Virksomheden forventer, at de fleste af dagens krypteringsnøgler vil kunne brydes i starten af 2030’erne, når kvantecomputere bliver kraftige nok til at knække selv avancerede algoritmer. På det tidspunkt vil tidligere krypteret data kunne læses frit, og det udgør en reel risiko.

TDC Erhverv vurderer, at visse aktører allerede i dag indhenter og gemmer krypteret data med henblik på at dekryptere den, så snart teknologien gør det muligt. Derfor er budskabet klart: Virksomheder bør allerede nu begynde at opgradere deres cybersikkerhed med løsninger, der er modstandsdygtige over for kvanteangreb.
Det er en opgave, der kræver både ny hardware og ny software og dermed implementeringstid. Derfor arbejder TDC Erhverv aktivt med kvantekryptering og følger tæt de internationale krav, der er på vej. EU og USA bevæger sig lige nu i samme retning, når det gælder regulering af fremtidens kryptering, og meget tyder på, at kvantesikre løsninger på sigt vil blive et compliance-krav for mange virksomheder.
IBM: Global motor
IBM er en af de mest toneangivende aktører på verdens kvantescene. Head of Quantum Christoffer Mohr Jensen delte, hvordan virksomheden arbejder i hele værdikæden. Det vil sige fra udviklingen af selve kvantechipsene til opbygningen af komplette kvantecomputere, nye programmeringssprog som Qiskit og software, der gør det muligt at udnytte kvanteteknologi i praksis.

Samtidig undersøger IBM, hvordan deres kvantecomputere kan kobles sammen med verdens største supercomputere for at skabe helt nye hybridarkitekturer.
Som hardwareproducent investerer IBM massivt i at øge antallet af qubits og nedbringe fejlraten, som stadig er en af de store praktiske barrierer for skalering. De arbejder ud fra et detaljeret roadmap, hvor målet er at have den første storskala fejltolerante kvantecomputer tilgængelig i deres cloud i 2029.
Deres seneste Nighthawk-chip blev lanceret for nogle få uger siden, og det er den, man især har store forventninger til. Den markerer et vigtigt skridt mod kvantesystemer, der både er mere stabile, mere præcise og tættere på egentlig fejlkorrektion.
Vil du vide mere om NewTech?
IT-Branchens Policy Board for NewTech arbejder for at skabe de bedste rammer for et digitalt erhvervsliv og inspirere flere virksomheder, især SMV’er, til at udnytte teknologier som AI og LLMs, Quantum Tech, data management, digital tvilling, Metaverse, 5G og meget mere. Læs mere om boardet og ræk med til Charlotte, hvis du vil høre mere eller være med.

