Foto: SynergyXR
Står det til Metas Mark Zuckerberg, og hans pengepung, tager vi inden længe alle et VR-headset på, når vi møder ind på arbejde som avatars i Metaverset. En virtuel verden i 3D, hvor vi med VR og AR kan kommunikere og interagere med hinanden i online miljøer, som kun fantasien sætter en stopper for.
Metaverset er relevant på tværs af sektorer, som underholdning, gaming og sågar i kunstverdenen. I den seneste tid har Metaverset, som koncept, også fået kritik for at være hypet. Men et af de steder, hvor Metaverset faktisk allerede er slået bredt igennem er netop på arbejdspladsen.
I efterdønningerne af COVID har arbejdspladsen for mange af os flyttet sig til at være mere eller mindre remote. Det har accelereret udviklingen af virtuelt arbejde. Mange er nu vant til at kommunikere, holde møder og arbejde i filer fra hver sin fysiske lokation. Men en mere ”immersive” version af den arbejdsform er allerede virkelighed. Et af de steder er hos danske Grundfos.
Hele verden på besøg i Beder Vandværk
Under coronapandemiens strenge rejserestriktioner var det så godt som umuligt for Grundfos at samle deres nye medarbejdere på tværs at landegrænser. Onboarding med almindelige online møder var ikke nok – for en stor del af Grundfos er vandværkerne og den fysiske rejse, som vandet er på. Grundfos flyttede derfor deres onbording ind i Metaverset.
”Medarbejderne kan være hjemme i deres egne lejligheder eller huse i Mexico, Ungarn eller hvor de nu sidder. De nyeste medarbejdere møder hinanden virtuelt i et klasserum, hvor underviseren Kostas, som sidder i Køge, giver en teoretisk introduktion til vandets proces. Det sker selvfølgelig visuelt med en model, der i VR er 4 meter lang, så man kan se alle de små detaljer” fortæller Mads Troelsgaard, C-founder og CEO hos SynergyXR, der har hjulpet Grundfos.
Kostas transporterer medarbejderne gennem en portal fra teorilokalet til vandværket i Beder. Ved at udnytte vandværkets eksisterende BIM-model får medarbejderne lov at gå på opdagelse i vandets rejse.
Ved at opleve, fremfor blot at se, lærer medarbejderne mere – og hurtigere. Samtidig er der også en stor besparelse økonomisk og i kalenderen ved at undgå dyre flyrejser til fysiske træningslokationer.
Kan man arbejde med et headset på?
En af de største udfordringer for den virtuelle arbejdsplads er den menneskelige adaption af teknologien. For flere føles det nemlig stadig fremmet at have et VR-headset på. Mange har ikke engang prøvet teknologien, og er ikke vant til at have et VR-headset i hænderne til hverdag. Økonomisk kan der for nogle være en barriere. Et headset koster omkring 2.500 kr. at erhverve.
Med tiden vil udviklingen af headset gøre, at de er mere behagelige at have på. De vil både blive mindre og lettere. Som med alt anden teknologi vil headsets også med tiden blive endnu mere økonomisk tilgængelige for et bredere publikum.
Lige nu er et alternativ til headsettet at deltage i en 2D-udgave af Metaverset ved hjælp af f.eks. mobiler eller tablets. Måske er det mellemleddet, der skal gøre flere af os trygge ved Metaverset?
Metaverset tilbyder os mange nye, forskellige måder at arbejde på – både med VR og AR. Og hvad Metaverset overhovedet skal eller kan være er stadig til diskussion og noget, der kan formes efter behovet på arbejdspladserne.
Vil du vide mere om Metaverset?
Som medlem af IT-Branchen kan du spare 20 % på CopenX Metaverse forum. Gennem fire årlige møder arbejdes der konkret med, hvordan metaverset vil påvirke samfundet, virksomheder og offentlige institutioner. Viden, der er relevant for alle organisationer og ledere, der vil klædes på at prioritere teknologisk udvikling af forretningen. Læs mere her.