Det kan for mange især mindre virksomheder være svært at vide, hvor man skal starte, når man vil i gang med e-handel eller digitaliseringen af sin virksomhed.
SMV:Digital giver derfor tilskud til, at virksomhederne kan modtage kvalificeret privat rådgivning, der skal hjælpe de erhvervsdrivende med at løfte blikket fra den næste faktura og i stedet prioriterer at afsætte tid til at fokusere på udviklingen af sin virksomhed.
Hjælp dine kunder i gang med digitaliseringen
Er du som it-virksomhed i dialog med virksomheder, der godt kunne bruge lidt starthjælp til at komme i gang med digitaliseringen, så er det nu, du skal opfordre dem til at søge midler til det.
Puljen er på i alt 24,6 mio. kr., hvoraf 12,7 mio. kr. er øremærket til privat rådgivning om digital omstilling eller automatisering og 11,9 mio. kr. er øremærket til privat rådgivning om e-handel.
Puljen udmøntes efter først-til-mølle og lukker igen den 10. juni, medmindre puljen er opbrugt forinden.
Indholdet i rådgivningsforløbene kan f.eks. være afklaring af digitale muligheder, udvikling af business cases og implementering af nye teknologier og e-handelsløsninger.
Bliv digital rådgiver
Er du selv rådgiver, konsulent e. lign. kan du ansøge om at komme på listen over godkendte rådgivere, der kan udføre afklaring og implementeringsopgaver for de virksomheder, der opnår tilskud fra SMV:Digital og Erhvervspartnerskabet for Avanceret Produktion.
Som konsulent skal du dog være uvildig. Det betyder, at du hverken må sælge hardware, teknologi og/eller digitale løsninger eller på andre måder være forbundet med it-udbydere, for at kunne udføre rådgivningsopgaver i regi af SMV:Digital.
Du kan læse mere om kravene på SMV:Digitals hjemmeside og se, hvem der indtil videre er godkendt som rådgivere hos dem.
Hvis du vil vide mere
Du kan læse mere om SMV:Digital på deres hjemmeside – eller gå direkte til siderne, hvor man kan søge om tilskud til privat rådgivning eller tilskud til e-handel.
Vi har også tidligere skrevet om det at være digital rådgiver gennem SMV:Digital.
Du er naturligvis altid velkommen til at kontakte Birgitte Hass, adm. direktør i IT-Branchen og ansvarlig for udvalget for Digitalt Erhverv, hvis du vil vide mere om, hvad vi laver for at sikre et digitalt og konkurrencedygtigt erhvervsliv.