Branchen går sammen i ny millionsatsning

23 it-virksomheder går forrest og donerer ydelser for 33,5 mio. kr. til det nye nationale initiativ ”Cybersikker virksomhed”, der skal styrke cybersikkerheden blandt SMV’er.

Billede af iværksætter

En ny national satsning skal gøre det lettere for små og mellemstore virksomheder at styrke deres digitale sikkerhed.

Med initiativet ”Cybersikker virksomhed” går myndigheder, vidensmiljøer og cybersikkerhedsbranchen sammen i et ambitiøst offentlig-privat samarbejde, der skal hjælpe SMV’er med fælles standarder, konkrete værktøjer og adgang til ekspertise.

I alt 23 virksomheder i den danske cybersikkerhedsbranche bidrager med ydelser svarende til 33,5 millioner kroner. Samtidig investerer Industriens Fond 43 millioner kroner i indsatsen, mens staten bidrager med centrale indsatser inden for overvågning, varsling og hændelseshåndtering.

En fælles indsats for højere sikkerhedsniveau

Danmark har omkring 200.000 små og mellemstore virksomheder. Alligevel viser de seneste opgørelser, at fire ud af ti SMV’er har et for lavt digitalt sikkerhedsniveau.

Det gør virksomhederne sårbare – ikke kun over for cyberangreb, men også i forhold til leverandørkrav, regulering og tillid i værdikæderne.

”Cybersikker Virksomhed er en historisk satsning, der skal hjælpe SMV’er med at lukke de digitale sikkerhedshuller. Det handler om at gøre cybersikkerhed mere tilgængelig, mere forståelig og mere anvendelig i en travl hverdag. Og det er ikke en dag for tidligt,” udtaler Natasha Friis Saxberg, CEO i IT-Branchen.

Med initiativet etablerer man en national ramme, hvor SMV’er får én samlet indgang til viden, værktøjer og hjælp.

Indsatsens centrale initiativer inkluderer:

  • Én samlet indgang omkring cybersikkerhed for SMV’er, der skal skabe overblik over værktøjer, minimumsstandarder og beredskab.
  • D-mærket, der kan anvendes som den fælles reference for grundlæggende digital sikkerhed og som krav til leverandører.
  • SAMSIK-indsatser, der bl.a. omfatter sårbarhedsscanning, overvågning og en teknisk hotline til incident-håndtering.
  • Ekspertadgang og kompetenceløft, hvor bl.a. it-virksomheder og brancheforeninger giver adgang til rådgivere og kompetenceløft af SMV’ernes it-medarbejdere.

For it-virksomhederne handler initiativet dog ikke kun om donationer og tilgang til eksperter, men også om at udvikle ydelser, der er skræddersyet til SMV-segmentets virkelighed og ressourcer.

Et centralt element er derfor etableringen af et POB Lab (Markedsmodning), hvor leverandører og SMV’er sammen tester og udvikler nye sikkerhedsløsninger. Formålet er at afprøve teknisk rådgivning og kompetenceudvikling, som tidligere har været uden for rækkevidde for mindre virksomheder.

Derudover får virksomhederne adgang til konkrete ydelser som sårbarhedsscanning, overvågning, varsling og teknisk hotline. Indsatserne skal gøre det lettere at identificere sikkerhedshuller – og hurtigt komme videre, når noget går galt.

Branchen tager ansvar

Engagementet fra cybersikkerhedsbranchen viser, at der er både vilje og kapacitet til at løfte et fælles samfundsansvar.

“Danmark har en stærk cybersikkerhedsbranche med både kompetencer og løsninger i verdensklasse. Denne indsats viser, hvordan branchen kan tage et samfundsansvar og samtidig skabe grundlag for innovation og nye markeder målrettet SMV’er,” siger Natasha Friis Saxberg, direktør i IT-Branchen.

”Cybersikker virksomhed” er tænkt som en åben platform, der løbende udvikles i takt med virksomhedernes behov. Bag initiativet forventer parterne, at endnu flere virksomheder vil engagere sig, efterhånden som aktiviteterne rulles ud.

Skal I være med?

For it-virksomheder, leverandører og eksperter er der mulighed for at bidrage med viden, løsninger og kompetencer. For SMV’er er der nu en mere overskuelig vej ind i cybersikkerhed – med konkrete værktøjer og et stærkt fællesskab i ryggen.

IT-Branchen bliver også en del af en indsats, der skal øge it-leverandørers cyber-knowhow og -kompetencer, ligesom vi skal bidrage til udarbejdelsen af et kartotek med leverandører, der skal gøre det nemmere for SMV’erne at finde relevant og kvalificeret rådgivning.

Vil du vide mere om projektet, eller er du interesseret i at være en aktiv del af ovenstående? Så tag fat i Troels Johansen, chefkonsulent i IT-Branchen med ansvar for cybersikkerhed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *