”Selvom vi gerne ser os selv som en grøn nation, må vi bare konstatere, at vi i høj grad er en skrot nation. Vi er et af de lande i verden, der smider mest e-skrot ud hvert år – og det er på trods af, at der faktisk er masser af muligheder for at genbruge og genanvende, så elektronikken kan få nyt liv,” siger Troels Johansen, chefkonsulent i IT-Branchen.
Alene sidste år smed den gennemsnitlige dansker 22,4 kg. elektronikskrot ud, og vi blev dermed kun overgået af Norge, Schweiz og England i evnen til at kassere vores elektroniske dimser.
Vi skal blive bedre til at genanvende vores elektronik
I stedet for at smide vores elektronik ud og købe nyt ligger der et stort potentiale i at genbruge og genanvende langt mere af vores elektronik.
I en rapport fra Syddansk Universitet kom man frem til, at produktionen af 7.140 ton elektronik kunne være undgået hvert år, hvis vi havde repareret alt vores elektronikaffald.
”Vi kan undgå at producere store mængder nyt elektronik hvert år, hvis vi bare bliver bedre til at reparere, genbruge eller genanvende vores elektronik eller blot dele af det i stedet for bare at smide ud. Så der ligger et kæmpe potentiale for at skabe en grønnere og mere bæredygtig nation, hvis vi bare ændrer vores adfærd,” udtaler Troels Johansen.
To nye centre skal give genanvendelsen et skub
Nu skal to nye store sorteringsanlæg placeret i Øst- og Vestdanmark afhjælpe problematikken, så en langt større andel af vores elektroniske affald får nyt liv.
Det vil foregå ved, at elektronik, der afleveres på anlæggene, vil blive undersøgt for om, det kan genbruges i sin oprindelige form eller genanvendes som reservedele.
Anlæggene skal samle og sortere elektronikaffaldet, så det bliver nemmere for refurbishfirmaerne at finde det it-udstyr, der har potentiale for genbrug og genanvendelse. Hvis noget af det indleverede it-udstyr har behov for en reparation, vil reparationen blive foretaget af en privat aktør inden for elektronikbranchen.
Det er nonprofitorganisationen Elretur, der står bag de nye sorteringsanlæg, som åbner i 2022.
Datasikkerheden skal også være på plads
Alt elektronik, der bliver indleveret på de nye sorteringscentre, vil blive digitalt renset, så det kan sendes på markedet igen uden frygt for datatyveri. Dette vil ske i samarbejde med firmaer, der har specialiseret sig i datasikkerhed.
“Vi er rigtig glad for, at der nu kommer endnu et tiltag, der vil understøtte genbrug og genanvendelse. En stor hindring for, at danskerne afleverer deres it-udstyr er, at de frygter for datasikkerheden. Derfor er det afgørende, at Elretur vælger at samarbejde med certificerede aktører, der sikrer, at data slettes efter de højeste standarder,” udtaler Morten Rooed Hansen fra 3 Step IT i Søborg, der hjælper virksomheder med at anskaffe, administrere og udskifte IT på en bæredygtig måde.
Samlet set håber man, at man kan opnå en syvdobling af elektronik, der bliver genanvendt efter etablering af centrene.
“Selv med en syvdobling af genanvendt elektronik er der stadig et stort stykke vej fra skrot nation til grøn nation. Hvis vi skal nå i mål, skal vi have ændret adfærd hos forbrugerne, og vi skal have alle virksomheder til at omstille sig til en mere bæredygtig brug af elektronik og IT, så de bliver en del af den cirkulære økonomi. For genbrug og genanvendelse skal blive reglen fremfor undtagelsen for, at vi virkelig rykker på den grønne omstilling” afslutter Troels Johansen.
Læs selv mere om de nye sorteringscentre her
Hvis du vil vide mere
Hvis du er interesseret i den grønne agenda, så er du altid velkommen til at deltage i IT-Branchens Bæredygtighedsudvalg eller at kontakte chefkonsulent Troels Johansen, tjoh@itb.dk/93849383.