Se billederne fra et fyldt årsmøde

Der var fuldt hus, fantastiske stemning og masser af debat da hele branchen samt en lang række politikere havde sat hinanden stævne til IT-Branchen årsmøde 2023.

Se billederne fra et fyldt årsmøde

Med overskriften Ambition, Friktion og Inspiration havde IT-Branchen inviteret over 200 af branchens medlemmer samt digitaliseringsministeren og en række ordførere forbi til dialog om Danmarks digitale fremtid.

Dagens startede med indspark fra investor Louise Herping Ellegaard, Michael Holm, adm. direktør i Systematic og Bianca Bruhn, der er landechef hos Google. Her blev der bl.a. sat spot på, hvordan vi som nation kunne blive bedre til at støtte dygtige iværksættere, hjælpe det pressede sundhedsvæsen og uddanne flere mennesker til at kunne skabe digitale forretningsmodeller.

Især Louise Herping Ellegaards opfordring til ministeren om at blive bedre til at understøtte iværksættere i at kunne skaffe kapital gennem crowdfunding vakte stor interesse i salen.

Derefter stod den på en dialog mellem IT-Branchens adm. direktør, Natasha Friis Saxberg og digitaliseringsminister Marie Bjerre.

Det blev en god samtale bl.a. om, at grønne digitale løsninger skal være en dansk styrkeposition. Men også at det forudsætter en løsning på den akutte udfordring med mangel på it-specialister. En sag ministeren lovede at engagere sig i.

Bl.a. så Marie Bjerre behov for en indsats for at vække interessen allerede i folkeskolen samt en indsats for at styrke diversiteten.

Endeligt havde ministeren også et klar budskab om, at vi fortsat skal have høje ambitioner for Danmarks digitalisering, men samtidig sikre en ansvarlig digitalisering med fokus på sikkerhed, tillid og inklusion.

Livlig politisk festival

Herefter blev ideerne og diskussionen sluppet fri i fire politiske debatter med et stærk line-up fra Christiansborg. Godt flankeret af forpersonerne fra de relevante Policy Boards blev det nogle særdeles livlige dialoger om sundheds-it, grøn digital omstilling, cybersikkerhed og uddannelsespolitik, hvor deltagerne fik rig mulighed for at gå i direkte dialog med de relevante ordførere omkring emnerne.

Det blev blandt andet drøftet, hvordan vi bliver bedre til at skalere de allerede velafprøvede løsninger i sundhedsvæsenet, så flere varme hænder kan frigøres.

I den uddannelsespolitiske debat var der opbakning til, at der snart må handles på teknologiforståelse i folkeskolen og blandt deltagerne fra branchen altovervejende en stor bekymring i forhold til regeringens forslag om at forkorte 50% af kandidatuddannelserne.

Stor tak til Flemming Møller Mortensen (S), Christoffer Aagaard Melson (V), Noah Reinert Sturis (Å), Linea Søgaard-Lidell (V), Anne Valentina Berthelsen (F), Alexander Ryle (I) og Karin Liltorp (M) for at være med i de vigtige diskussioner.

Den politiske del af årsmødet blev afsluttet med et indlæg fra Thomas Woldbye, adm. direktør i Københavns Lufthavne, der levende og åbenhjertigt fortalte om, hvordan de havde håndteret de sidste års krise mht. corona, krigen i Ukraine, danskernes manglende rejselyst og de stigende brændstof- og energipriser.

Masser af netværk og en fortjent vinder af IT-Prisen 2023

Dagen blev sluttet af med tapas, netværk, musik og ikke mindst uddelingen af branchens største pris: IT-Prisen.

I år gik IT-Prisen til programmør, investor, forfatter og racerkører David Heinemeier Hansson, som du kan læse mere om her.

Han blev ikke blot hædret for udviklingen af open source-webudviklingsmiljøet Ruby on Rails og projektstyringsværktøjet Basecamp. Men også fordi han er en af de danskere, der er lykkedes med ikke bare at sætte størst præg på den internationale it-branche, men også at støtte en lang række danske it-iværksættere med både gode råd og kapital.

Tilmeld dig årsmødet 2024

Husk at du allerede nu kan tilmelde dig årsmødet 2024. I år var der totalt udsolgt og venteliste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *