IT-Branchen skal på skolebænken på Fyn

Flere medarbejdere skal på kurser i bl.a. ledelse og strategi, og derfor indgår IT-Branchen nu et samarbejde med kursus- og kompetence-centret Sharefifty5.

IT-Branchen skal på skolebænken på Fyn

En undersøgelse viste tidligere i år, at mange af de 500 fynske it-virksomheder er etableret i løbet af de seneste tre år, og netop derfor kan det give god mening for de unge virksomheder og deres ledere at få indblik i andre områder end egne specialer.

Claus Winther Oxygen

”Vi har mange unge it-virksomheder blandt vores fynske medlemmer. De har helt styr på de nyeste teknologier, it- og deres egne produkter, men kunne ofte godt have brug for kurser i bl.a. ledelse og HR. Og det er derfor, vi har indgået dette samarbejde,” siger Claus Winther, partner i it-virksomheden Oxygen og formand for IT-Branchen Fyn, som har flere end 61 procent af de fynske it-medarbejdere som medlem i sin forening.

Partnerskabet med Sharefifty5 giver IT-Branchens mange medlemmer adgang til kurser, workshops og netværksarrangementer, der kan handle om alt fra sparring til kurser i ledelse.

”Vi er klar med en række specialister, der kan give it-branchens medlemmer et 360 graders eftersyn samt gode råd og sparring. De får også adgang til et stort netværk inden for det øvrige erhvervsfremmesystem, som kan åbne op for nogle helt nye områder for dem, siger projektleder Charlotte Flugt fra Sharefifty5.

Du kan se, hvilke kurser de udbyder på Sharefifty5’s hjemmeside. Måske der var noget relevant til dig eller dine kollegaer?

Fyns Stiftstidende har allerede skrevet lidt om det nye partnerskab ligesom ITWatch har dækket historien.