Ny frontkvinde for styregruppen for kvindelige ledere i it

Heidi Have, salgsdirektør i Dell Technologies, er netop udnævnt til at skulle stå i spidsen for IT-Branchens styregruppe for kvindelige ledere. Her vil hun rette særligt fokus mod at imødekomme bias og skabe bedre adgang til kvindelige kandidater.

IT-Branchen har gennem flere år kæmpet for mere diversitet, og i styregruppen har man samlet en række toneangivende kvindelige ledere, som arbejder målrettet på at øge antallet af kvinder i ledende stillinger og bestyrelser i it-branchen.

Ifølge Heidi Have er vi i Danmark nået et godt stykke af vejen med dette, men der er stadig langt igen og netop derfor vil hun gerne være med til at lede indsatsen videre som ny formand.

”Arbejdet med at skabe mere lighed og større diversitet i erhvervslivet er en langsigtet proces og resultater kommer ikke bare fra den ene dag til den anden. Men det arbejde og de aktiviteter IT-Branchen og styregruppen har søsat over de sidste år har vist sig succesfulde og derfor handler det nu om at accelerere på det momentum,” udtaler Heidi Have.

Fokus på at komme bias til livs

Udover at indgå et stærk netværk udbyder IT-Branchens styregruppe for kvindelige ledere i it hvert år en succesfuld mentorordning, hvor kvindelige talenter får mulighed for at indgå i et sparringsforløb med stærke kvindelige ledere fra førende it-virksomheder.

Her får de sparring om alt fra karriereveje til at gå ledelsesvejen og engagementet og interessen for ordningen er år for år stødt stigende.

Det er altså tydeligt, at der er en masse ambitiøse kvinder, som gerne vil indtage lederstillinger. Men Heidi Have kan konstatere at andelen af kvindelige ansøgere, der dukker op i rekrutteringsprocesser, er bekymrende lille i forhold til andelen af mænd.

”Hvis flere kvinder skal finde vej til lederroller, så er det nødvendigt, at vi i højere grad retter fokus mod at blive opmærksomme på eksisterende bias. Vi skal derfor arbejde med at skabe nogle værktøjer, der kan hjælpe med at minimere bias igennem alle led af ansættelsesprocessen, men også nogle værktøjer der kan hjælpe arbejdsgivere med i højere grad at finde frem til de kompetente kvinder,” siger Heidi Have.

Vil du vide mere eller være med?

Du kan læse mere om styregruppens formål og aktiviteter her. Kunne du tænke dig at tage del i arbejdet, eller har du yderligere spørgsmål, så er du velkommen til at kontakte Charlotte Holm Billund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *