A.P. Møller Mærsk, Ørsted, COOP, Carlsberg, GN Group, Rambøll og Novozymes var taget forbi Børsen for at tage en snak med flere af vores medlemmer om, hvordan erhvervslivet og it-branchen kan arbejde tættere sammen omkring den nødvendige grønne omstilling af samfundet.
”Det er vigtigt, at vi kan samle de forskellige parter, så vi sammen kan sætte en retning. Og så var det super inspirerende at høre de forskellige vinkler og input til, hvordan vi kan løfte klimaagendaen på tværs af industrier og brancher,” udtalte Kathrine Forsberg, adm. direktør i Atea og formand for regeringens klimapartnerskab for service, it og rådgivning, lige efter mødet.
Det grønne aftryk bliver et krav
It-leverandørernes kunder bliver i stigende grad mødt med krav om, at de skal kunne dokumentere og rapportere på klimaaftrykket. Krav der også smitter af på forventningerne til it-leverandørerne.
For de it-leverandører, der ikke kan dokumentere deres klimaaftryk, vil ganske enkelt blive fravalgt af virksomhederne i fremtiden.
Flere at de større danske virksomheder forventer faktisk, at de inden for 6-12 måneder vil blive afkrævet, at de skal kunne dokumentere klimaaftrykket i forhold til deres it-indkøb og -anvendelse.
Nærmest så det måske ligefrem bliver et fremtidigt krav, at det kommer til at stå på it-fakturaen, hvad energiforbruget og CO2-udledningen er.
Brug for fælles målepunkter
For at undgå, at hver it-leverandør og virksomhed opfinder sine egne grønne standarder, blev man på mødet enige om, at man i fællesskab skulle arbejde videre med at definere en række grønne datapunkter – opdelt indenfor forskellige it-områder som f.eks. hardware, cloud og consulting, som it-leverandørerne fremadrettet skal kunne måle og dokumentere på.
Derudover blev man enige om, at det også var centralt at få den offentlige sektor med, hvis vi for alvor skal flytte markedet mod en mere klimafokuseret efterspørgsel.
”Der var en god og åben drøftelse af udfordringerne og forventningerne til hinanden. Nu skal vi hver især hjem og se, hvad vi kan gøre for at skubbe på for en fælles løsning, der kan sikre mere grønne it-løsninger i fremtiden,” siger Kathrine Forsberg.
Kredsen mødes igen i efteråret for at følge op på nogle af de actions og udfordringer, der blev identificeret på mødet, så man sammen kan få lagt et roadmap til grønnere it-indkøb og leverancer.
Allerede på årsmødet d. 24. marts kan man høre Henrik Bruun-Pedersen, Head of IT/Tech procurement hos A.P. Møller – Mærsk og Søren Bo Christiansen, Head of Services Procurement hos Ørsted, fortælle om, hvilke grønne krav de fremadrettet kommer til at stille til deres it-leverandører.
Er du ikke er tilmeldt årsmødet, kan du blive det her.