”Ikke for de stabile driftsfolk” – Bang & Olufsen deler 5 råd fra rejsen ind i Web3

Bang & Olufsen er verdenskendte for deres eksklusive og veldesignede højtalere og lydsystemer. Produkter, der i den grad er manifesterede i den fysiske verden. Så hvordan tager man springet og flytter sit Web2-brand til Web3 – og fra den fysiske verden og ind i Metaverset?

Det kan virke som en stor risiko at tage sit veletablerede brand og springe ind i et, bogstaveligt talt, nyt univers – Metaverset. Det var dog netop, hvad Jonas Dan Jørgensen, CIO og Christoffer Østergaard Poulsen, Senior Vice President for Business Development & Brand Partnering fra Bang & Olufsen gjorde i starten af 2022.

Firmaet tog sine første skridt ind i Web3 og NFT-verdenen med The DNA Collection. Og det var ikke et projekt for stabile driftfolk med kun kerneforretningen for øje: ”Sandsynligheden for, der var et stort segment i vores etablerede kundebase for NFTere, var relativt lille. 1% ville være optimistisk,” fortæller Christoffer Østergaard Poulsen.

For Bang & Olufsen var det derfor et bevidst strategisk valg at kaste sig ud i en læringsproces og afsætte ressourcer til netop at eksperimentere.

Hvorfor Web3 og hvorfor nu?

De seneste år er flere luksusbrands gået ind i Web3. Blandt andet har Gucci med mødestedet Gucci Vault Land i Metaverset Sandbox etableret sig som en af de fremtrædende Web3-spillere. Og den udvikling har inspireret Bang & Olufsen:

“Vi ville gerne eksperimentere med et nyt teknologiområde, hvor vi er relativt tidligt fremme” fortæller Christoffer Østergaard Poulsen og forsætter, ”Vi har selvfølgelig det objektiv at få læring og bygge capabilities op i organisationen, så vi kan være med på den nyeste udvikling i Web3”.

Hvad er Web3? Web3 er en betegnelse for en ny æra på internettet. Her vil internettet nu vil blive decentraliseret og ikke længere styret af stærke monopoler, som i det nuværende, dominerende Web2.

Om The DNA Collection

Med The DNA Collection har Bang & Olufsen bevæget sig ud i ukendt territorium.

NFT-kollektionen er en samling af 1925 NFT’er (en reference til Bang & Olufsens oprindelsesår). Den er bygget op om nogle af de mest ikoniske Bang & Olufsen-produkter, som bliver sammensmeltet med lyd fra upcoming musikere og visuel kunst fra etablerede Web3-kunstnere. Kollektionen indeholder også et helt nyt produkt, der ikke findes i virkeligheden, Beoverse Alpha, som er en boombox til Metaverse.

Når man erhverver en NFT fra kollektionen, får man samtidig adgang til en 3D-model af det unikke kunstværk, som man kan tage med sig i Metaverset. Der følges også adgang til eksklusive fysiske produkter og events med. Kollektionen er placeret på Ethereum blockchain.

Hvad er en NFT? Non fungible tokens (NFT) betyder direkte oversat en ikke-ombyttelig genstand. En NFT er en unik genstand, og der findes altså ikke to ens NFT’er. NFT’er kan kun være unikke, fordi de eksisterer på en blockchain

5 råd til at gå fra Web2 til Web3

Christoffer Østergaard Poulsen og Jonas Dan Jørgensen fortæller ærligt, at det har været en udfordrende, men også spændende proces at kaste sig ind i et helt nyt teknologisk univers – især fordi det stadig udvikler sig med buldrende fart. Der har dog været flere læringer undervejs, som nye Web3-pionerer med fordel kan holde sig for øje.

1. Vær autentiske

Et af de bærende strategiske mål i Bang & Olufsens projekt har været at sikre en tilgang hvor vi er tro til vores brand og historie. Christoffer Østergaard Poulsen fortæller: ”Vi har i årtier arbejder med kunstnere og musikere og derfor var det naturligt for os at samarbejde med førende Web3-kunsterne, som Hackatao, Thomas Lin Pedersen og Shavonne Wong. Alle kunstnere er nøje udvalgt i forhold til, at de er ”native” i Web3. Det er altså kunstnere, der allerede primært begår sig digitalt.” Og det er vigtigt for, at projektet er troværdigt mod Web3 publikum og autentisk i forhold til Bang & Olufsens brand og historie.

2. Skab og vedligehold community

Bang & Olufsen har opbygget en kanal på Discord, hvor små 5000 medlemmer bidrager – og den er i den grad aktiv: ”Hvis du går på vores Discord, kan du også se, at der er sådan lidt konkurrence om, hvem der har NFT’en med det bedste look eller et ønske om at bytte sig frem til den ideele kombination af kunst og B&O design” fortæller Christoffer Østergaard Poulsen stolt. Men alle community kræver også en stor grad af engagement og vedligeholdelse fra brandet. Derfor har Bang & Olufsen hyret to personer, der er kendte i NFT-verdenen, og som driver Discorden fra to tidszoner.

Hvad er Discord? Discord er et kommunikationsværktøjet – oprindeligt designet til gamere, men nu også populært i NFT-miljøet.

3. Fokusér på én ting ad gangen

”Gør få ting, men gør dem godt​” fortæller Jonas Dan Jørgensen. Bang & Olufsen havde tidligt kig på eksempelvis AR- og VR-teknologi og Metaverset både fra et hardwareperspektiv og på universerne. Men man tog et bevidst valg om at gøre én ting ad gangen, men til gengæld gøre den ting grundigt og godt. Det viste sig at være en klog beslutning, da processen var kompleks og teknisk.

4. Vær ydmyg: De etablerede spillere bestemmer ikke længere

Vi har tidligere beskrevet, hvordan NFT’er kan ændre kunstverdenen, fordi magtforholdene bliver forskudt. Men også for et etableret brand som Bang & Olufsen er der nye spilleregler:

 ”Det er gået op for os, at i den mere fysiske verden, der er vores brand enormt stærkt. Men i Metaverset er vi pludselig afhængige af de etablerede Web3-kunstnerne. Og her foregår samarbejdet på Web3 creator economy betingelser,” forklarer Christoffer Østergaard Poulsen.

5. Web3-rejsen kan ikke planlægges

”Vi var nødt til at kaste os ud i det for at forstå det,” fortæller Christoffer Østergaard Poulsen og forklarer, hvordan den særlige eksperimenterende og eksplorative karakter ved Web3 gør det svært at planlægge et corporate projekt: ”Havde vi forsøgt at planlægge i alle detaljer, så havde vi også højst sandsynligt afmonteret noget af kreativiteten”. Derfor understreger Jonas Dan Jørgensen, at det er vigtigt at få samlet en kernegruppe af ildsjæle og nøgleinteressenter: Der skal noget pondus bag ledelsesmæssigt. Ellers er der for mange blokkers og for mange, der siger, at det er altså for mærkeligt det her”.

IT-Branchens CIO Transformation Board

Bang & Olufsen er en del af IT-Branchens CIO Transformation Board. Her samler vi landets mest visionære CIO’s. I boardet sidder CIO’s fra store og mellemstore virksomheder, hvor digitalisering udgør en strategisk del af forretningen, men hvor man også vil mere end blot at digitalisere forretningen.

Da boardet var samlet i december var netop Metaverset og Bang & Olufsens The DNA Collection omdrejningspunkt. Du kan se billeder fra mødet her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *