Her er de kommende store offentlige it-udbud

Masser af udbud, øgede sikkerhedskrav og grønne indkøb fyldte programmet, da et fuldt booket udbudsoverblik løb af stablen.

Billede af deltager der lytter til talere

Interesse for IT-Branchens udbudsoverblik var så stor, at det blev nødvendigt at finde en større lokation for at give plads til alle deltagere. Og med god grund.

Programmet var også særligt stærkt i år. Repræsentanter fra SKI, Københavns Kommune, Digitaliseringsstyrelsen, KL, ATP og Forsvarets Materiel og Indkøbsstyrelse gav et overblik over de trends og udbud, der kommer til at præge markedet i de kommende år.

Nye tendenser for offentlige udbud

Udbudsdirektør Zannie Finderup og markedsdirektør Søren Bo Christiansen i SKI startede udbudsoverblikket med at fortælle om nogle af de overordnede tendenser, de så på det offentlige udbudsmarked.

En klar tendens er skærpede krav til informationssikkerhed – ikke mindst som følge af NIS2. Det betyder blandt andet, at forhold som aftalens kritikalitet, datafortrolighed og leverandøradgang nu skal beskrives i et særskilt sikkerhedsbilag, der bliver unikt for hvert udbud.

Samtidig så SKI en markant stigning i anvendelsen af dynamiske indkøbssystemer og en mere systematisk brug af markedsdialog. Det stiller nye krav til leverandørerne, men åbner også nye muligheder. Derfor anbefalede SKI også it-leverandørerne til at sætte sig grundigt ind i processen omkring dynamiske indkøbssystemer.

Til sidst opfordrede de til, at it-leverandørerne kom med på de kommende udbud for servere & storage (02.03), cirkulær it & levetidsforlængende ydelser (02.01) samt standardsoftware (02.06), der alle foregår som dynamiske indkøb og med frist for optagelse i 2. kvartal 2026.

Grønne udbudskriterier får større vægt

Københavns Kommune har investeret massivt i it de seneste år. Ifølge Kerstin Roberts, it-manager og sustainability-ansvarlig i Koncern IT, forventes kommunens it-budget i 2026 at nå 880 mio. kr. – en stigning på 40 procent siden 2019.

Så der er fuld gang i it-investeringerne i Danmarks største kommune.

Det nye er, at kommunen fremadrettet vil lægge langt større vægt på grønne kriterier som f.eks. energieffektivitet, livscyklusperspektiv​ og design & udviklingsprincipper​, når de skal vælge nye it-leverandører.

For leverandørerne betyder det, at dokumentation og konkrete løsninger på grøn omstilling i stigende grad vil indgå i evalueringen.

To store kommende it-projekter fra Digitaliseringsstyrelsen

Der var også spændende nyt fra Digitaliseringsstyrelsen, hvor kontorchef, Charlotte Jacoby, kunne løfte sløret for de næste store udbud fra dem.

Det ene projekt omhandler Udbuddet af NemLog-in, hvor der udbydes hhv. en driftskontrakt (infrastrukturdrift af flere applikationer end tidligere)​ samt en hovedkontrakt (vedligeholdelse, forvaltning og videreudvikling af løsningen)​.

Udbudsmaterialet til driftskontrakten blev offentliggjort den 23. januar 2026​, og har en anslået kontraktværdi på 580 mio. kr., mens hovedkontrakt forventes udbudt ultimo marts 2026. Udbuddene gennemføres som udbud gennem forhandling.

Derudover forberedes et samlet udbud på borger.dk, der sandsynligvis kommer i marts. Her ønsker man én leverandør, der kan håndtere både videreudvikling, vedligeholdelse og drift. Udbuddet samles i en rammeaftale kombineret med en driftskontrakt med en forventet værdi på 130 mio. kr.

Sådan kan de nye driftscentre påvirke kommunale indkøb

Efter en kort pause præsenterede Christian Christensen, programleder i KL, planerne for etableringen af 4-5 fælleskommunale it-serviceorganisationer, som skal være etableret i 2026, og senest ved udgangen af 2027 skal overtage driften af kommunernes server- og netværksinfrastruktur.

En sammenlægning af opgaver der vil betyde, at 98 indkøbsansvarlige reduceres til 4-5 selvstændige og uafhængige enheder på netværks- og server området. Konsekvensen vil forventelig være færre, men større udbud med øget volumen.

Så selvom det endnu er for tidligt at fastslå, præcis hvilken betydning driftscentrene for markedet, så kan leverandørerne forvente ændrede markedsdynamikker og behov for at forholde sig til en mere centraliseret indkøbsstruktur.

Fra IT-Branchens side følger vi selvfølgelig etableringen tæt.

Fortsat massive it-investeringer hos ATP

Hans Christian Jelstrup, underdirektør i ATP, startede med at fortælle, at de hvert år købte varer, ydelser og services hos eksterne leverandører for over 1 mia. kr., hvoraf 2/3 er it-indkøb. Og det er især it-investeringerne, der vil fortsætte på et højt niveau fremover.

Helt konkret vil der komme et genudbud af It-kapacitet​ samt et genudbud af Udbetaling Danmarks fagsystemer baseret på Amplio: Boligstøtte & Pension (Udbetaling) samt Kontaktcenterløsning i 2026.​

Det tyder på et fortsat attraktivt marked for leverandører, der har erfaring med drift og modernisering af komplekse fagsystemer.

Forsvaret handler i høj grad om it og teknologi

Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse understregede i deres oplæg, hvor central it og teknologi er for den operative opgaveløsning i Forsvaret.

Cyberdivisionen hos Forsvarets Materiel og Indkøbsstyrelse har ansvar for at prioritere, anskaffe, drifte, udvikle og udfase it på tværs af hele forsvaret.

Det omfatter blandt andet kommunikation og it til 24.000 ansatte – døgnet rundt og på fem kontinenter. Samtidig drives, overvåges og vedligeholdes 2.500 centrale servere i konstant drift ligesom 50.000 computere supporteres på tværs af hele Forsvaret.

Martin Norling, udviklingsdirektør i Cyberdivisionen, understregede da også, at skalaen og kompleksiteten gør, at deres it-udbud ikke alene handler om pris og funktionalitet, men om robusthed, sikkerhed og samfundskritisk infrastruktur.

Gå ikke glip af næste udbudsoverblik

Interessen for IT-Branchens udbudsoverblik har været så stor, at vi har besluttet at afholde endnu et udbudsoverblik i år. Det kommer til at foregå 2. september, og vi åbner snart op for tilmeldinger til dette.

Så start med at sætte kryds i kalenderen!

Vi kan også allerede love, at IT-Branchens udbudsoverblik fortsætter i 2027.

Da vi oplevede at blive udsolgt af to omgange og måtte flytte eventplads pga. pladsmangel, er det en god ide allerede nu at tilmelde sig her. Vi har allerede øjnene på flere offentlige myndigheder, der ikke her i 2026 har udbud, men som vi forventer kommer til at have relevante udbud i 2027.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *