Er online shopping blevet FOR let?

Onlinefristelserne følger dig overalt. Og der er meget kort fra, at få lyst til at eje en ting og til at den få klik senere, er på vej til dig.

Er online shopping blevet FOR let?

Det er uhyggeligt let at shoppe på nettet. Men er det FOR let? Og hvad betyder det, at vores impulskontrol udfordres mere og mere?

I mange år har man i tech-verdenen arbejdet på at minimere modstand og besvær mellem den digitale og fysiske verden. Det skal være nemt, hurtigt og problemfrit, hvis man skal have succes med sin online shopping.

Målet for virksomhederne har været at fjerne friktionen og gøre det så let som muligt at være kunde. Og med stor succes. I dag forventer vi som kunde fuldstændig gnidningsfrie digitale oplevelser, og vi irriteres ved det mindste fartbump på vores vej mod kassen.

Men hvad er konsekvenserne ved en glat og friktionsfri verden?

I denne sæson af podcastserien, Blinde Vinkler, tager vi afsæt i begrebet ’Friktion’, og ser nærmere på den skjulte pris, vi betaler, for at noget er smart.

Den friktionsløse shopping

I november introducerede TikTok Shopping i Danmark, hvor man kan købe produkter direkte i app’en, uden at skulle ind på de forskellige virksomheders online shop først.

”Bare et klik på skærmen, og så er pakken på vej”, har været et koncept, som flere af de store online handelsplatforme har arbejdet intenst med i flere år. Man kalder disciplinen for Customer Experience Optimisation, som handler om at fjerne friktionen for kunden, så de fokuserer sin energi på det rigtige – At købe mest muligt.

Samtidig sørger virksomhederne bl.a. via TikTok for at produkterne intelligent bliver præsenteret sammen med noget fængende musik, en god oplevelse eller via tags som #TikTokMadeMeBuyIt eller #BookTok, hvor folk tester og anbefaler produkter, som andre har testet og anbefalet.

Alt sammen for at gøre det så nemt for forbrugerne at købe det helt rigtige i netop det moment.

En af de virksomheder, der profiterer på TikToks algoritmer og trends, er kinesiske Shein. De har gjort en dyd ud af – uge for uge – at producere det tøj, som de ser trender på TikTok lige nu og her. En lynhurtig produktreaktion på online mikrotrends, hvor forbrugerne kan bestille ugens hotte outfit med blot et enkelt klik.

Spørgsmålet er, om det er blevet for let, når det kun tager 10 sekunder fra lyst til køb. Om vi kommer til at forbruge og bestille mere, end vi egentligt har behov for?

Lyt til podcasten, hvor du bl.a. kan høre Anton Gade-Nielsen, radiovært Ekstremt Online på 24syv, Nicholai Reinseth, Chief Experience Officer EMEA hos Merkle, Mette Skammeritz, konceptudvikler hos Holm kommunikation og indehaver af meme-profilen @Skammekrogen samt Ib Gulbrandsen, lektor ved institut for Kommunikation og Humanistisk videnskab på RUC omkring potentialet og udfordringerne ved den friktionsløse shopping.

Blinde Vinkler er lavet af journalist Marie Høst i samarbejde med IDA og IT-Branchen.

Besøg IT-Branchens podcast-univers. Der er sikkert noget til dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *