Det var ikke kun tre nye ministerier, der blev præsenteret på regeringens pressemøde onsdag d. 28. august 2024. Mette Frederiksen afslørede også, at digitaliseringsministeriet bliver væsentligt styrket, da ansvaret for hele digitaliseringsområdet samles i ministeriet.
Vigtigt at samle Danmarks digitalisering
”Indtil nu har ansvaret for digitaliseringen i Danmark været alt for fragmenteret. Og den nuværende digitaliseringsminister har – trods sine gode ambitioner og intentioner – ikke haft rammerne for, for alvor at kunne drive agendaen. Det ændres nu, hvilket vi er glade for,” siger Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen.
IT-Branchen har længe efterspurgt, at ansvaret for hele digitaliseringsområdet samles hos én minister. Det sker nu, og tegner godt i forhold til bl.a. den grønne omstilling og på sundhedsområdet.
”Vi mangler stadig at se de mere præcise rammer for det styrkede digitaliseringsministerium. Men vores ønske er klart: At vi får en minister, der får muligheden for at være den digitale indpisker på tværs af det offentlige og private, som der er brug for,” udtaler Mette Lundberg.
Godt med et nyt Europaministerium
Næste år overtager Danmark EU-formandskabet og samtidig viser EU’s geopolitiske rolle og hele tech-området, at det giver det god mening at opprioritere Europa med et eget ministerium.
Her opfordrer vi til, at den kommende europaminister fokuserer på Europas svigtende konkurrenceevne og behovet i at sikre rammerne for innovation og udvikling i Europa, ikke mindst i forhold til ny teknologi.
Et beredskabsministerium kan betyde mange ting
I en tid med stigende geopolitisk urolighed, hybride krigstrusler og et skærpet fokus på den civile sikkerhed, byder vi et beredskabsministerium velkomment.
”I forhold til cybersikkerhedsområdet har vi tidligere argumenteret for, at det er politisk hjemløst, og ikke prioriteres tilstrækkeligt højt. F.eks. har Danmarks cyberforsvar indtil nu været alles og samtidig ingens ansvar i Danmark. Måske kan et nyt ministerium være med til at løfte området,” fortæller Mette Lundberg.
Detaljerne om beredskabsministeriet er stadig få, og derfor er det svært at konkludere, om det er det rigtige setup.
Det vil bl.a. afhænge af:
- Om et nyt fokus også bakkes os op af midler til at løfte Danmarks cybersikkerhed
- Om et nyt ministerium får tilstrækkelig tyngde
- Hvilke og hvor mange cybersikkerhedsopgaver der tænkes omlagt.
Endelig er det vigtigt, at cybersikkerhed ikke risikerer at blive reduceret til en defensiv krisestyringsagenda i et beredskabsministerium, men at der også er fokus på den proaktive og forebyggende cybersikkerhedsindsats.
Medierne skriver:
- Altinget: Regeringen vil samle alt det digitale i nyt ministerie
- Computerworld: Regeringen vil samle hele det danske digitaliseringsområde under en enkelt minister
- ITWatch: Organisation om nye ministerier: ”Nu kommer der turbo på digitaliseringen i Danmark”
Foto: European Union, 2021