Digitalisering og cybersikkerhed bliver markant styrket med nye ministre

Der er masser af positive nyheder i forbindelse med dagens rokader og nye ministerier. Særligt er IT-Branchen glade for, at digitaliseringen og cybersikkerheden styrkes.

Digitalisering og cybersikkerhed bliver markant styrket med nye ministre

Med udnævnelsen af Caroline Stage Olsen som digitaliseringsminister og Torsten Schack Pedersen som minister for det nyoprettede Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab, sker der en markant styrkelse af Danmarks digitaliserings- og cybersikkerhedsindsats.

”Det er glædeligt, at regeringen benytter ministerændringerne til også at styrke den digitale dagsorden. Vi har længe efterspurgt et tungt Digitaliseringsministerium og en mere sammenhængende cybersikkerhedsindsats. Det får vi nu,” udtaler Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.

Et stærk nyt Digitaliseringsministerium

Ministeriet for Digitalisering og Ligestilling omdannes til et Digitaliseringsministerium med Caroline Stage Olsen fra Moderaterne som minister.

“Vi byder varmt velkommen til Caroline Stage Olsen og ser frem til samarbejdet. Hun har fået en stor og vigtig opgave foran sig, og kommer fra et parti med en kultur for at turde tage fat,” udtaler Natasha Friis Saxberg.

I IT-Branchen har vi længe håbet på, at digitaliseringsområdet ikke bare samles, men også får reel mulighed for indflydelse. Det sker nu, og vi glæder os især over, at der kommer mere magt til ministeriet, da der flyttes markante ansvarsområder fra fem andre ministerier:

”Vi er begejstrede for, at der sker en regulær styrkelse af Digitaliseringsministeriet med tunge områder fra de store ministerier som bl.a. Finansministeriet og Erhvervsministeriet. Det giver håb for, at vi nu vil se et stærkere fokus på og en mere sammenhængende linje fra regeringen i forhold til digitalisering,” fortsætter Natasha Friis Saxberg.

Det nye digitaliseringsministerium vil, udover de områder der allerede nu ligger under ministeriet, få overflyttet disse områder:

  • Teleområdet herunder teleloven
  • Ansvaret for sager vedrørende digitalisering, herunder sekretariatsbetjeningen af Digital Taskforce for kunstig intelligens i den offentlige sektor
  • Regulering af tech-virksomheder, herunder sager vedrørende EU-retsakter (DMA-forordningen, DSA-tilsynet) samt sekretariatsbetjeningen af ekspertgruppe om tech-giganter
  • Sager vedrørende sociale medier og gaming samt Center for sociale medier, tech og demokrati.

Nyt Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab

Samtidig oprettes der et helt nyt Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab, hvor Torsten Schack Pedersen udnævnes til minister. Her bliver Danmarks cybersikkerhedsindsatser nu samlet, hvilket glæder IT-Branchen.

”Der er brug for en stærk fælles indsats mod de mange cyberangreb, som vi oplever mod både dansk infrastruktur, virksomheder og offentlige myndigheder. Det giver rigtig god mening at sammentænke cybersikkerheden og beredskabet ét sted og med fokus på den fælles samfundssikkerhed,” uddyber Natasha Friis Saxberg, og fortsætter:

”Men det er samtidig vigtigt, at vi ikke taber momentum i forhold til f.eks. NIS2-implementeringen og at CFCS ikke mister kompetencer i forhold til opsplitningen af deres ansvarsområder.”

Af store områder, der kommer ind under det nye ministerium er:

  • National strategi for cyber- og informationssikkerhed
  • Center for Cybersikkerhed (bortset fra Netsikkerhedstjenesten, de operative defensive cyberindsats samt opgaver vedrørende Forsvaret)
  • NIS2-implementering
  • Styrelsen for Forsyningssikkerhed samt Cybersikkerhedsrådet, Cybersikkerhedspagten og sikkerdigital.dk

Farvel til Marie Bjerre

Med udpegningen af Caroline Stage Olsen som ny digitaliseringsminister, er det samtidig et farvel til Marie Bjerre, der udnævnes til europaminister.

”Der skal lyde et varmt tillykke med den nye vigtige post til Marie Bjerre. Vi har sat stor pris på den oprigtige og gode dialog og hendes engagement på det digitale område. Som europaminister venter en stor og vigtig opgave, og vi håber, at hun vil bruge sin erfaring fra det digitale område til at sætte fokus på Europas faldende konkurrenceevne og nødvendigheden af at styrke udvikling og innovation i EU, ikke mindst indenfor ny teknologi og AI,” slutter Natasha Friis Saxberg.

Her henviser hun til, at EU over de seneste år er sakket bagud i forhold til produktivitet, udnyttelse af nye teknologier og investeringer. I gennemsnit voksede produktiviteten i eurozonen med 0,8% om året i perioden 2000 til 2022, mens USA præsterede en årlig vækst på 1,3%.

Du kan læse hele den kongelige resolution her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *