Fremtidens samfundsudfordringer kræver, at vi skal kunne håndtere stadig stigende mængder data og information. Men med de teknologier vi i dag bruger og kender til bunds, vil dette simpelthen ikke kunne lade sig gøre. Det er derfor nødvendigt, at vi i Danmark vender vores fulde opmærksomhed mod kvanteteknologien og dets potentialer.
For godt 100 år siden lagde Niels Bohr grundlandet for denne udvikling, og i dag står Danmark som et af de førende lande indenfor betydelige dele af forskning i kvanteteknologi.
Potentialet ved kvanteteknologi er så enormt, at dens betydning for samfundet kan sammenlignes med da elektriciteten blev introduceret. Ifølge en ny rapport af IT-Branchen og KPMG forventes det globale marked for teknologien at runde 400 mia. kr. indenfor de næste 20 år.
Det er i alles interesse, at Danmark får del i dette potentiale, da det ellers kan få store konsekvenser for bl.a. den finansielle sektor og danske virksomheders konkurrencedygtighed. Det gælder også den fælles cybersikkerhed og beskyttelsen af vores data, som alt sammen i stigende grad bliver afhængig af kvanteteknologi.
For at vi for alvor kan drage nytte af kvanteteknologien og bevare vores stærke og gunstige position på området, kræver det, at vi dedikerer en langt større indsats på nationalt plan med massive investeringer. En indsats, som skal ledes af en fælles front bestående af de danske politikere, erhvervslivet, private fonde samt forskningsmiljøerne.
Bliv klogere på potentialet
Hvis du gerne vil lære mere om kvanteteknologien og Danmarks fremtidige positionering på området, så deltag i KPMG og IT-Branchens webinar torsdag den 21. januar kl. 09:00-10:30.
Webinaret vil, med udgangspunkt i den førnævnte rapport om kvanteteknologiens potentiale, handle om, hvordan teknologien kan bruges, og hvorfor den er så vigtig.
På talerstolen vil du bl.a. høre fra ledende professor i kvantefysik og -teknologi, Peter Lodahl fra Niels Bohr Instituttet, Ulrich Busk Hoff fra DTU, Bent Dalager, partner i KPMG samt administrerende direktør i IT-Branchen, Natasha Friis Saxberg.
Læs også Natasha Friis Saxbergs debatindlæg ”Er vi ved at tabe Danmarks næste væksteventyr på gulvet?”, debatindlæg med Novo Nordisk Fonden og IT-Branchen “Kvantefremtiden banker på døren” samt IT-Branchens artikel om den nylige etablering af Danish Quantum Tech.