Nu samles kvantekræfterne i Danmark

Med etableringen af Danish Quantum Tech, ønsker partnerne bag at skabe et stærkt og samlet økosystem inden for dansk kvanteknologi, så man bedst muligt kan udnytte Danmarks muligheder på et enormt vækstmarked.

Nu samles kvantekræfterne i Danmark

Allerede i dag har markedet for kvanteteknologi en værdi på 3,2 mia. kr., og man forventer at markedet runder 400 mia. kr. inden 2040. Investeringerne i kvanteteknologi er på bare fem år eksploderet fra 25 mio. kr. i 2015 til 1,9 mia. kr. i 2020 – alene i USA.

Kvanteteknologi er derfor et område, der er værd at investere i, da det også rummer store muligheder for danske virksomheder. Hvis vi vel og mærke samler kræfterne og satser strategisk på området.

Det er på den baggrund, at IT-Branchen er gået sammen med Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet, Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet, DTU Fysik, DE, Microsoft, IBM og KPMG og har etableret et nyt samarbejde om Danish Quantum Tech med det formål at udvide og styrke indsatsen for dansk kvanteteknologi.

I tæt samarbejde med de øvrige aktører inden for kvantemiljøet, vil man nu skabe et skarpt dansk kvantemiljø. Og det giver god mening at have det netop i Danmark.

Danmark skal gribe muligheden

Uddannelsesmæssigt er vi det land, der har flest kvanteforskere per indbygger, og vi er samtidig blandt de bedste, hvis man kigger på vores digitale infrastruktur.

Det gør os til et oplagt land for at udvikle fremtidens kvanteteknologier i. Noget som internationale virksomheder som Microsoft og IBM samt internationale forskere allerede har opdaget, og derfor har lagt deres R&D kvanteforskning her i landet.

Derudover ser vi en lang række danske start-ups og vækstvirksomheder som f.eks. NKT Photonics, Cryptomathic, QDevil og SiPhotonIC, som allerede er i gang med at udvikle fremtidens kvanteteknologi.

”Vi har en helt unik konkurrencefordel på kvanteområdet, og derfor har vi sammen med Niels Bohr Instituttet taget initiativ til at samle kræfterne, og hvor vi på tværs af universiteter, erhvervsliv, fonde og organisationer arbejder for at accelerere udvikling, vækst og eksport af dansk kvanteteknologi,” siger Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.

Målet er at opbygge et stærkt økosystem for kvanteteknologi i Danmark, og at vise de mange muligheder og anvendelser af kvanteteknologi overfor danske virksomheder. For der er i høj grad behov for at sætte kvanteteknologi højere på dagsorden både politisk, i erhvervslivet og bredt i befolkningen.

”IT-Branchen er et naturligt omdrejningspunkt for at udbrede potentialet i nye teknologier til en bredere kreds af interessenter og i et tæt sammenspil med universiteterne og it-virksomheder. For der er stadig mange politikere og danske virksomheder, der ikke har opdaget potentialet i kvanteteknologien, selv om den spiller en stor rolle i den teknologi vi allerede anvender,” udtaler Natasha Friis Saxberg.

Læs også Natasha Friis Saxbergs debatindlæg ”Er vi ved at tabe Danmarks næste væksteventyr på gulvet?” samt KPMG og IT-Branchens rapport om kvanteteknologiens potentiale i Danmark.

1 svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *